Günther Steiner er hudløst ærlig.

»Vi er de absolut værste til at få det til at fungere. Det er noget, jeg er meget bevidst om,« siger Haas-teamchefen.

Den bramfri udtalelse kommer oven på endnu et trist grandprix for det amerikanske Formel 1-hold i weekenden i Aserbajdsjan.

Ingen fart. Ingen point. Men til gengæld atter masser af problemer med at holde dækkene i det ‘vindue’, hvor de leverer optimalt.

»De andre kan få det til at fungere, så det må vi også kunne. Det er ingen grund til bare at sige ‘åh, det fungerer ikke',« siger Günther Steiner til Formel 1s officielle hjemmeside, F1.com:

»Vi vil selvfølgelig løse problemet på et tidspunkt. Som da vi var hurtige ved testen og i Australien (årets første løb, red.). Men i øjeblikket ser vi bare ikke ud til at ramme rigtigt.«

Haas-nedturen i de seneste tre grandprix-weekender har da også været tydelig.

Undervejs på bybanen i Baku blev Kevin Magnussen og Romain Grosjean målt til at køre langsomst af alle, kun undergået af de storskuffende Williams-racere, der på alle måder bare har en dårlig racer.

Kevin Magnussen var ikke glad efter Baku-racet.
Kevin Magnussen var ikke glad efter Baku-racet. Foto: ZURAB KURTSIKIDZE
Vis mere

Og som eksempelvis det store motorsportsmedie Autosport konstaterer i en gennemgang af kørernes præstationer i weekenden:

  • Om Kevin Magnussen lyder det, at han ‘var ude at stand til at gøre bilen til en seriøs top-10-trussel. Men når alt kom til alt, var der ikke andet, han kunne have gjort i endnu en udfordrende weekend.’
  • I forhold til Romain Grosjean konstateres det, at han ‘lige som Magnussen var forudbestemt til at ende langt nede i midterfeltet.’

Den franske Haas-kører kalder det uden omsvøb for ‘fucking irriterende’.

»Det er jo ikke overraskende, men nu må vi sætte os ned og tænke virkeligt godt og grundigt over, hvad vi kan gøre,« siger Romain Grosjean, hvis humør nok også er påvirket af at være udgået i tre af de fire første løb, til Motorsport.com.

Som nævnt er det dækkene, der driller, irriterer og hæmmer Haas.

Romain Grosjean er udgået i tre af fire løb indtil videre.
Romain Grosjean er udgået i tre af fire løb indtil videre. Foto: MAXIM SHEMETOV
Vis mere

Günther Steiner beskriver meget præcist, hvad der sker, når dækslidet rammer. Hårdt.

»Vi får fire-fem omgange, vi kører hurtigt, og så starter slidet, og mens de andre kommer sig efterfølgende, sker det ikke for os. Temperaturerne på vores dæk er for lave, og vi kan bare ikke få dem til at virke, når slidet først er begyndt. Så glider vi i stedet rundt,« siger Haas-teamchefen.

Det eneste positive, han vil tage med fra de rædselsfulde løb i Bahrain, Kina og Aserbajdsjan, er, at de andre hold også har haft dækproblemer på skift.

Ifølge Günther Steiner er det stadig muligt at blande sig i ‘best of the rest’-fighten i midterfeltet, for der er ingen hold her, der ‘har fuldt kontrol over det, de gør’.

Nu gælder det så Barcelona i næste grandprix. Det var her, at Haas var så overbevisende i testene forud for sæsonstarten. Det får dog ikke optimismen til at brede sig i Haas-lejren.

»Altså, som du kan forestille dig, er min selvtillid selvfølgelig ikke særlig høj i øjeblikket. Vi må se, hvor vi kan forbedre os,« siger Günther Steiner.

Romain Grosjean er lidt mere optimistisk - og så alligevel ikke.

»Det kan være, at det er varmt i Barcelona, og så vil alt være fint. Men så kommer Canada og Monaco, og hvis vi vil kæmpe med om fjerde- og femtepladsen i konstruktør-VM, er vi nødt til at kunne gøre det godt under alle forhold.«

Formel 1-løbet i Barcelona køres 12. maj.