Formel 1 har fået noget nyt, men nogen er blevet snydt.

Sådan er holdningen hos Kevin Magnussens Haas-team efter den redningsaktion, der sikrede Force India-teamets overlevelse - anført af den canadiske rigmand Lawrence Stroll.

»Jeg er en smule frustreret, men man kan bestemt ikke klandre Lawrence Stroll for at strikke en fantastisk aftale sammen på kort tid. De skulle tage en masse beslutninger og lod den bedste falde ud til egen fordel,« siger ejer Gene Haas til ESPN og understreger, at samme følelse sidder man med hos andre hold:

»Men vi føler bestemt, at da vi var et nyt team, blev vi ikke behandlet på samme måde, og det ser ud til at, at han fik nogle fordele, som vi ikke alle synes er fair. Vi må se, hvad der sker med det hele. Der er åbenlyst nogle utilfredse hold.«

Racing Point Force India-kørerne Sergio Perez og Esteban Ocon fik en god start som nyt Formel 1-hold i weekenden med en femte- og en sjetteplads.
Racing Point Force India-kørerne Sergio Perez og Esteban Ocon fik en god start som nyt Formel 1-hold i weekenden med en femte- og en sjetteplads. Foto: VALDRIN XHEMAJ
Vis mere

De lyserøde racere 'debuterede' på Spa-banen i weekenden under det nye navn Racing Point Force India. Utilfredsheden blandt de andre hold skyldes, at Racing Point Force India på nogle områder er blevet behandlet som et nyt hold, på andre områder som et gammelt:

  • I sportslig sammenhæng er Racing Point Force India startet på en frisk. Op til det seneste løb i Belgien var alle indkørte VM-point i denne sæson blev slettet i forhold til konstruktør-VM.
  • I økonomisk sammenhæng har Racing Point Force India fået lov at beholde sin status som gammelt hold, hvilket giver en stor økonomisk fordel.

Det er, fordi de mange millioner, der uddeles til holdene, fordeles ud fra en sindrig todelt model.

Én portion tildeles, alt efter hvilken slutplacering teamet får i konstruktør-VM hvert år. En anden portion er en slags grundydelse, der i størrelse er ens for alle - men hvis man ikke er et af de tre store hold (Mercedes, Red Bull og Ferrari), vil grundydelsen udgøre den langt største del af den samlede millionsum for de mindre hold.

Haas-kørerne Romain Grosjean og Kevin Magnussen blev nummer syv og otte.
Haas-kørerne Romain Grosjean og Kevin Magnussen blev nummer syv og otte. Foto: EMMANUEL DUNAND
Vis mere

Humlen er så, at normalt får et nyt hold ikke del i grundydelsen i de første to leveår. Som det har været tilfældet med Haas, der først i år - i teamets tredje år i Formel 1 - får del i den portion penge.

I forhold til Racing Point Force India er der ikke blevet rørt ved grundydelsen, og den vil stadig flyde ned i kassen, selv om holdet altså sportsligt anses som et nyt hold.

»Jeg synes, at vi er blevet behandlet uretfærdigt. Jeg synes, at Lawrence har gjort et godt stykke arbejde, han har reddet holdet, reddet en masse job, men det kan ikke bare underkende alle andres rettigheder. Det skal løses, og vi får at se, hvad der kommer til at ske,« siger Gene Haas.

Han blev sammen med teamchef Günther Steiner i forbindelse med weekendens grandprix i Spa set holde en intens samtale med Lawrence Stroll og Force Point Force Indias teamchef, Otmar Szafnauer.

»Efter min mening blev vi behandlet anderledes som et hold, end Lawrence Stroll bliver behandlet som et nyt hold - hvis han i virkeligheden er et nyt hold. Det lader til, at de mener, at han i virkeligheden ikke har et nyt hold, men fra et juridisk synspunkt lyder det i den grad til, at det er et nyt hold,« siger Gene Haas.

Allerede i den kommende weekend køres der igen Formel 1-grandprix. Denne gang på Monza-banen i Italien.