Gene Haas lader sig ikke rive med.

Heller ikke selv om Kevin Magnussen og Romain Grosjean søndag scorede det bedste resultat nogensinde for den amerikanske rigmands Formel 1-team.

»Jeg vil ikke lægge for meget i at have få succes i et enkelt løb. Det er der for mange tilfældigheder i motorsport til at gøre,« siger Gene Haas til ESPN.

På trods af fjerde- og femtepladsen vil holdejeren heller ikke se resultatet som en oprejsning for de mange uheld, der har kostet vigtige VM-point tidligere på sæsonen.

»Alle har været klar over bilernes potentiale, men vi har bare ikke fået nok point ud af det. Vi har scoret nogle point, men ikke nok,« siger Gene Haas:

»Altså, det er oprejsning i ét løb. Hvis vi kan gøre det i fem løb, har vi måske gang i noget,«

Amerikaneren erkendte dog, at det søndag i Østrig så ud til at lykken havde vendt en smule. Ikke mindst fordi begge Mercedes'er med Lewis Hamilton og Valtteri Bottas måtte udgå, det samme måtte Red Bulls Daniel Ricciardo.

Så Haas' status som 'best of the rest' efter de tre store hold gav pludselig endnu større pointudbytte, end det under normale omstændigheder ville have gjort.

»Det var var en god weekend med veludført arbejde, hvor det hele gik op i en højere endhed. Denne gang gav det udbytte. Og vi var heldige denne gang - da tre kørere foran os udgik, kunne vi slutte som nummer fire og fem. Ellers ville vi være blevet nummer syv og otte. Men i sidste ende viste raceren, at den var 'best of the rest'. I overbevisende stil,« siger Gene Haas.

I rå point betød fjerde- og femtepladsen, at Haas scorede i alt 22 point til VM-regnskabet. En syvende- og ottendeplads ville til sammenligning kun have givet 10 point.

Flot billede lige efter starten af søndagens grandprix i Østrig. Allerede her er Haas-racerne godt med fremme, Kevin Magnussen (med nummer 20 og Romain Grosjean (med nummer 8). Vis mere

Det glædede teamets danske kører sig ikke mindst over efter løbet. Han gjorde soleklar status:

»Det her resultat betyder sindssygt meget for os. Det er stort boost for os i mesterskabet. Nu ligger vi nummer fem i konstruktør-mesterskabet, og jeg ligger nummer syv i kørermesterskabet. Så det må man sige er et boost,« sagde Kevin Magnussen efter løbet til B.T.

Også teamchef Günther Steiner er ganske godt tilfreds efter weekenden i østrigske Spielberg.

»Det har været en fantastisk weekend for hele teamet. Vi kan være stolte af vores præstation. Det har bare været en fantastisk dag - og at slutte som nummer fire og fem i vores 50. løb... hvad mere kan man ønske sig?« opsummerer han til holdets hjemmeside.

Allerede i den kommende weekend går det igen løs for Formel 1-feltet, når det britiske grandprix køres. Dermed afsluttes nogle intense uger med tre løb i tre weekender på stribe.

Som Kevin Magnussen konstaterer her:

»Nu skal vi over og score flere point ved det britiske grandprix.«

Du kan selvfølgelig følge træning, kvalifikation og grandprix live her på B.T. fredag, lørdag og søndag. Der er som sædvanlig også mulighed for at chatte med B.T.s Formel 1-korrespondent Peter Nygaaard.

Se også