Kvalifikationen til Mexicos Grand Prix blev præcis den skuffelse Haas-teamet havde forventet.

Kun Williams-Mercedes evige bundpropper var langsommere end Kevin Magnussen og Romain Grosjean, men danskeren kunne i det mindste glæde sig over at slå sin teamkammerat.

»Det var som forventet – men det gør det jo ikke bedre,« sagde Magnussen efter kvalifikationen.

»Bilen understyrerede, den overstyrede – der var lidt af det hele. Og vi kørte med den stejleste version af bagvingen vi har – det er den vi brugte i Monte Carlo,« fortsatte danskeren.

Teamchef Guenther Steiner tilføjede:

»Resultatet i dag overrasker mig ikke – jeg havde set det komme. Men derfor er det ikke i orden. I disse højder (Mexico City ligger 2200 meter over havets overflade, red.) har vi bare ikke downforce nok. Vi må arbejde videre med aerodynamikken, gøre det så godt som muligt i de resterende løb – og så sikre os, at vi ikke får samme problemer med næste års bil. Alle i teamet knokler for at gøre det bedre i 2020 – det er det eneste, vi kan gøre lige nu.«

»I morgen (søndag, red,) må vi bare gøre vores bedste og udnytte de chancer, vi eventuelt får,« sagde Magnussen om løbet, der starter klokken 13.10 lokal tid (20.10 i Danmark).

Ved at slå Romain Grosjean med 4/10 sekund henviste Magnussen sin teamkammerat til 18.-pladsen.

Det er beskedne startplaceringer for Haas-kørerne, men resultatet var alligevel en lille triumf for danskeren.

Stillingen i den interne kvalifikations-duel mellem Haas-kørerne er nu 11-7 til Magnussen, og med kun tre kvalifikationer tilbage, er han sikker på den samlede 2019-sejr.

Det er første gang Magnussen slår Grosjean i kvalifikations-duellen. I sin første sæson hos Haas i 2017 vandt franskmanden en klar sejr, og sidste år blev resultatet 11-10 i Grosjean favør.

I sine to første Formel 1-sæsoner hos McLaren og Renault tabte han i 2014 snævert til Jenson Button, mens hans slog Jolyon Palmer klart i 2016.