Selvom 2020-sæsonen endnu ikke er startet, er Kevin Magnussen allerede begyndt at tænke på 2021.

Der udløber hans kontrakt med Haas, og der indføres et nyt reglement. Dermed kan det være sidste udkald, hvis drømmen om grandprixsejre og VM-titler skal gå i opfyldelse.

»Min kontrakt med Haas udløber i princippet efter denne sæson,« bekræfter den danske Formel 1-kører over for B.T. og fortsætter:

»Men Haas har en option på mig, så hvis de vil have mig i 2021, er jeg låst. Jeg vil selvfølgelig gerne videre til et stort team, for mine ambitioner om at blive verdensmester brænder stadig igennem, men samtidig er jeg jo også superglad for at være hos Haas, og hvis jeg ikke kan komme til et topteam, kan jeg blive her og fortsætte min udvikling i et miljø, jeg kender, og som jeg er tryg ved. Og bare være en del af Haas' rejse, som bliver sindssygt spændende.«

Da Magnussen i 2014 kom ind i Formel 1 med McLaren og blev nummer to i sit første løb, blev han betragtet som lidt af en kommende superstar.

»Men i dag er jeg ikke længere en af de kørere, topholdene naturligt kigger på,« indrømmer han.

»Jeg kom jo i Formel 1 på samme både som Verstappen og Leclerc – altså direkte ind i et topteam. Men McLaren var så bare ikke et topteam længere, da jeg kørte for dem. Jeg kom ind som et rigtig hot navn, og jeg synes, jeg leverede godt. Men resten er historie.«

»Nu er jeg røget ud af det loop og er blevet en af de kørere, der skal komme ind i et topteam udefra. Ligesom Valtteri Bottas kom til Mercedes (da Nico Rosberg uventet stoppede efter 2016-sæsonen, red.). Det gjorde Jenson Button også. Og Mark Webber. Så jeg tror stadig på det, men chancen er da blevet mindre, end dengang jeg kom ind i Formel 1.«

Foto: RICARDO MORAES
Vis mere

Magnussens drøm om en plads i et topteam rykkede længere væk i juleferien.

Her forlængede Charles Leclerc sin Ferrari-aftale frem til 2025, og Max Verstappen indgik en ny langtidskontrakt med Red Bull. Det betyder så også, at Lewis Hamilton ser ud til at fortsætte hos Mercedes.

»Men der er stadig de tre andre pladser i de tre topteam. Og der er også andre team. Jeg er helt åben for alle muligheder. Men som sagt er jeg også sindssygt glad for at være hos Haas,« siger Magnussen og tilføjer:

»Jeg har det sådan, at hvis jeg ikke kan vinde, vil jeg gerne være i et team, hvor jeg kan udvikle mig i et miljø, jeg kender. Det er fedt at være hos Haas. Og ja, vi er underdogs, men vi leverer på et langt højere niveau, end vi burde. Også når vi bliver nummer ni som sidste år,« siger danskeren og fortsætter:

»Vi burde jo ikke kunne slå Williams, så på den måde er det spændende at være hos Haas. Hvis vi skulle få en top-3-placering en dag, ville det være fuldstændigt vildt, og det ville nærmest gøre grin med de andre team, der bruger så mange penge.«

I 2019-sæsonen endte Kevin Magnussen på en skuffende 16.-plads med blot 20 point

Australiens Grand Prix, sæsonens første, køres den 15. marts.