Kevin Magnussen markerede sig som den helt store overraskelse, da han kørte sin Haas-racer ind på 6. pladsen i den sidste frie træning før kvalifikationen.

Kevin Magnussen går således ind til lørdagens tidskørsel med stor optimisme på højfartsbanen Monza ved Milano.

Danskeren var kun 1,5 sekunder efter træningens hurtigste, Ferraris Sebastian Vettel, hvilket i sig selv er en bedrift for det lille Haas-team.

Kevin Magnussen kørte hurtigere end Red Bulls Daniel Ricciardo og var kun godt et halvt sekund efter den anden Red Bull med Max Verstappen. Magnussens teamkammerat Romain Grosjean kørte træningens 10. bedste tid, men der var tydeligvis langt mere potentiale i franskmandens racer.

Kevin Magnussen har gode muligheder ved kvalifikationen på Monza. (REUTERS/Stefano Rellandini)
Kevin Magnussen har gode muligheder ved kvalifikationen på Monza. (REUTERS/Stefano Rellandini) Foto: STEFANO RELLANDINI
Vis mere

Kampen i midterfeltet ser dog tæt ud, hvor Force India, Sauber og Renault bliver hårde hårde konkurrenter for Haas og Kevin Magnussen. Men det vil være en stor skuffelse, hvis ikke Haas får to biler med i den afgørende Q3 om pladserne i top 10.

Det skal dog lige med, at både Daniel Ricciardo og Nico Hülkenberg rykkes ned bagerst i feltet til løbet søndag på grund af straffe for skift af racernes motor.

De to er dermed ikke reelle trusler for Haas i lørdagens kvalifikation på Monza.

Husk, at du kan følge kvalifikationen live på B.T.dk klokken 15.