Inden sæsonens tre første løb knælede Kevin Magnussen, da Formel 1-kørerne ved startceremonien demonstrerede deres modsand mod racisme.

Seks kørere blev ved disse løb stående. De var også mod racisme, men ønskede af forskellige, personlige grunde ikke at knæle.

Før det britiske grandprix i sidste weekend skiftede Magnussen standpunkt – nu blev han stående sammen med sine seks kollegaer.

Op til weekendens jubilæums-grandprix i Silverstone forklarer Magnussen hvorfor.

»For mig er det vigtigt, at jeg sender et signal om at stoppe racisme. Men jeg vil ikke støtte en bestemt organisation som BLM (Black Lives Matter, red.) Den vil jeg ikke associeres med. Men jeg fortsætter med at støtte kampen mod racisme – det gør alle kørerne, og det er fint, Formel 1 bakker op om det.«

Lewis Hamilton, der er frontfigur i Formel 1s kampagne mod racisme, bemærkede, at Magnussen ikke knælede i sidste uge. Den seksdobbelte verdensmester, der er den eneste farvede kører i feltet, er skuffet over den manglende opbakning.

»Se på andre sportsgrene som fodbold og basketball,« siger han til den engelske avis The Guardian.

»Hold fra hele verden – uanset hvor de kommer fra og hvordan de er sat sammen – knæler samlet,« fortsatte Hamilton.

Men Hamilton kan ikke overbevise Magnussen.

»Jeg bliver stående,« bekræfter danskeren inden weekenden løb i Silverstone overfor B.T.

Ferrari-kører Charles Leclerc er på linje med danskeren.

»Jeg er imod racisme, og jeg er glad for, at vi gennem Formel 1 kan bekæmpe det. Men jeg vil ikke knæle, for mange af de protester, der finder sted overalt i verden, ender i voldshandlinger. Og jeg accepterer ikke vold på nogen måder. Og så bryder jeg mig heller ikke om, at politikere er begyndt at udnytte demonstrationerne til egne formål,«  siger monegaskeren til den italienske sportsavis La Gazetta dello Sport.

De øvrige kørere, der ikke har knælet inden starten til de seneste løb, er Kimi Raikkonen, Antonio Giovinazzi, Max Verstappen, Carlos Sainz Jr og Daniil Kvyat.