Kevin Magnussen om den svære 2019-sæson. Og om den næste Formel 1-kontrakt.

Kevin Magnussen og Haas-teamet startede 2019 med store ambitioner. Efter den stærke 2018-sæson, hvor man sluttede på femtepladsen i konstruktør-VM, var målet nu en samlet fjerdeplads og dermed sejren i 'best of the rest'-klassen bag de tre tophold.

Men da 2019-sæsonen sluttede i Abu Dhabi i begyndelsen af december, lå Haas på niende- og næstsidstepladsen i VM.

»Det har været en hård sæson,« indrømmer Magnussen over for B.T.

»Det var Haas' fjerde sæson i Formel 1, og de tre første var rigtig gode. Så selv om det er gået skævt i år, er det, Haas har præsteret i Formel 1, alligevel meget imponerende. I år gik det baglæns, men jeg er sikker på, vi kan komme op på et højere niveau igen næste år. Vi ved, hvad der gik galt, og det vil blive rettet i 2020.«

Haas er med cirka 230 ansatte stadig det mindste team i Formel 1. Vil det på den baggrund ikke være fair at kalde næstsidstepladsen for teamets naturlige position i feltet?

»Nej, det er ikke fair,« siger Magnussen bestemt.

»Vi har underpræsteret helt vildt i år. Man kan aldrig være sikker, men jeg er overbevist om, at vi kommer stærkt tilbage i 2020.«

Haas-teamet under-præsterede i følge Kevin Magnussen helt vildt i 2019.
Haas-teamet under-præsterede i følge Kevin Magnussen helt vildt i 2019. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

I andre Formel 1-teams, der på en enkelt sæson er faldet fra en femte- til en niendeplads, ville der ske omfattende ændringer. Man ville droppe en kører, fyre en chef, skifte motorleverandør – bare gøre et eller andet for at rette op på udviklingen.

Sådan er det ikke hos Haas. Her kører man uændret ind i 2020. Magnussen har været længe nok i racing til at vide, hvordan andre team reagerer på en krise, men han siger:

»Måske er det en god ting at fortsætte med de samme folk? Det viser, at der er noget tillid og noget sammenhold i det her team. At man tror på de her mennesker, fordi de flere gange tidligere har vist, at de kan gøre et rigtig godt stykke arbejde. Det er bare med at få dem op på deres højeste niveau igen.«

Selv om det i løbet af året blev tydeligt, at Haas-teamets VF19-model kun sjældent fungerede optimalt, formåede Magnussen at holde motivationen.

Faktisk mener han, at han i den frustrerende 2019-sæson kørte bedre end nogensinde.

»Det var overhovedet ikke lige så sjovt at tage til et løb, når man vidste, at bilen næppe vil være konkurrencedygtig. Men der var stadig et stykke arbejde, der skulle udføres så godt som muligt. Man må ikke give op!«

En af de store historier i Formel 1-VM 2019 handlede om Kevin Magnussen og teamkammeraten Romain Grosjean. På tre måneder i forsommeren stødte de to Haas-kørere sammen tre gange. Der blev fra begge sider afleveret nogle saftige 'sandheder' over pitradioen, men det skete i et øjebliks ophidselse.

»Det var været en masse snak om Romains og mit forhold – selv Günther (Steiner, Haas-teamchef) tror, vi er uvenner,« siger Magnussen.

På trods af deres frustrerende sammenstød er forholdet mellem Kevin Magnussen og teamkammerat Romain Grosjean godt.
På trods af deres frustrerende sammenstød er forholdet mellem Kevin Magnussen og teamkammerat Romain Grosjean godt. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

»Men vores forhold er faktisk ganske udmærket. Efter sammenstødet på Silverstone ringede vi til hinanden og rensede luften. Vi er teamkammerater i Formel 1, og vi behøver ikke være hinandens bedste venner. Man vi har det faktisk rigtig godt sammen.«

I 2021 kommer der et helt nyt reglement i Formel 1, og næsten alle kørere har sørget for at have kontraktudløb, inden de nye regler indføres. Magnussen er en af dem – og så alligevel ikke:

»Min kontrakt udløber faktisk ikke – Haas har en option på mig for 2021. De kan selvfølgelig droppe mig, men det tænker jeg ikke så meget over,« siger han.

»Det handler om ikke at lægge et unødigt pres på sig selv. Det handler om at fortsætte den positive, personlige udvikling, jeg har været i gang med de seneste år. At holde niveauet – at blive ved med at levere resultater. Det er det eneste, jeg kan gøre. Man må cleare sit hoved og sørge for at gøre det så godt som overhovedet muligt.«