Kevin Magnussen er træt af at tale om dæk.

Catalunya-banen, der lægger asfalt til det spanske grandprix i weekenden, burde i teorien passe godt til Haas' 2019-model VF19, men Kevin Magnussen er alligevel ikke helt overbevist om, at bilens dækproblemer dermed er løst.

»På en måde håber jeg, at det hele ikke bare pludseligt fungerer her, for vi skal forstå problemet og finde løsninger til andre baner,« sagde han torsdag og tilføjede:

»Det er selvfølgelig godt at komme tilbage til en bane, vi kender, og hvor bilen fungerede godt både på en enkelt omgang og over distancen under vinter-testerne. Det er et godt udgangspunkt for at forstå problemet.«

»Der er så mange ting, der skal tages hensyn til. Vi har en plan for at samle alle brikkerne i puslespillet, men vi er ikke tæt på at finde noget afgørende. Jeg tror, at det er en masse småting, der skal sættes sammen på den rigtige måde. Det er ikke noget, vi lige pludselig finder nøglen til.«

Samtidigt lægger Kevin Magnussen ikke skjul på, at al snakken om Haas' dæk er begyndt at irritere ham.

»Jeg er træt af at tale om dæk! Det er jo ikke kun, når jeg taler med jer journalister, for det er alle mennesker, jeg møder i min hverdag, der vil vide, om vi ikke snart får styr på de dæk.«

Haas-teamet har en update-pakke med blandt andet ny frontvinge og bund med på Catalunya-banen.

For at have et sammenligningsgrundlag har man besluttet at lade Grosjean køre med de nye dele fredag, mens Magnussen fortsætter med den oprindelige version af VF19.

»Det bliver spændende at se, hvad de nye dele bringer. Vi krydser fingre for, at de giver os et skub i den rigtige retning, men det handler om finjustering.«

»Det er ikke som i gamle dage, hvor en update kunne give halvandet sekund pr omgang og vende op og ned på feltet. Reglementet i dag er så stramt, at man kan ikke kan finde de store forbedringer,« forklarer Magnussen.

Hvis erfaringerne fra Grosjeans bil er tilfredsstillende, får Magnussen en tilsvarende bil lørdag.

Ferrari har også en motor-update klar, men den er i første omgang reserveret til fabriksteamet.

Tidligst i Monaco om 14 dage får Ferraris kundeteams Haas og Alfa Romeo den nye motor.

»Det er altid godt at få flere hestekræfter, men vi får den nye motor, når vi får den,« siger Magnussen.

HUSK! Du kan chatte med B.T.s Formel 1-korrespondent Peter Nygaard på fredag fra kl. 13.00. Lørdag og søndag kan du følge kvalifikation og løb live her på bt.dk