Kimi Räikkönen slipper for straf og videre tiltale, selv om dommerne fandt, at hans kørsel ødelagde Kevin Magnussesn hurtige kvalifikationsomgang i Frankrig.

Forklaringen var fra dommernes side, at Räikkönens fart ikke var ’unødvendigt langsom’ foran Magnussen, selv om den ifølge dommerne havde en klar indflydelse på, hvor hurtigt Haas-raceren kom rundt på omgangen.

En underlig ’bortforklaring’ fra dommerpanelet, sidder du måske og tænker?

Ja, måske.

Men ifølge Kevin Magnussen hænger det formentlig sammen med, at der står Ferrari på siden af den efterhånden i Formel 1-sammenhæng aldrende finnes racer.

Det sagde danskeren mere eller mindre eksplicit, da Autosport ville have Kevin Magnussens syn på dommernes beslutning.

De ’tre store’, Ferrari, Red Bull og Mercedes, har en tendens til at slippe for straf i nogle situationer.

»Det sker ikke, fordi sådan er det bare, du ved,« lød det skuffet fra Kevin Magnussen, som begynder Frankrigs Grand Prix på niendepladsen søndag eftermiddag.

Kevin Magnussen var slet ikke imponeret over Räikkönens kørsel ved kvalifikationen i Frankrig. (AFP PHOTO / Gérard JULIEN)
Kevin Magnussen var slet ikke imponeret over Räikkönens kørsel ved kvalifikationen i Frankrig. (AFP PHOTO / Gérard JULIEN) Foto: GERARD JULIEN
Vis mere

Efter kvalifikationen var Kevin Magnussen rødglødende over Räikkönens kørsel, som han mente var utilregnelig.

»Kimi overhalede mig på min hurtigste omgang. Så fik jeg ikke nogen tid. Jeg er ikke helt klar over, hvad der skete. Jeg fatter ikke, hvorfor han overhalede mig,« sagde danskeren ti TV3+.

Mens danskeren havde håbet at starte længere fremme, måtte han se Kimi Räikkönen tage en for ham skuffende sjetteplads i kvalifikationen, hvor Lewis Hamilton sikrede sig sin pole position nummer 75 i karrieren.

Følg B.T.s livedækning af løbet fra Frankrig klokken 16.