Flere Formel 1-stjerner har udtrykt bekymring over, at den lange corona-pause kan få negativ indvirkning på de første løb, når kørerne igen får lov at køre ræs.

Blandt andet har verdensmester Lewis Hamilton sagt, at kørerne vil være ‘rustne som bare fanden’, og Daniel Ricciardo forventer, at det første løb vil være direkte kaotisk.

Men Kevin Magnussen er uenig.

Den danske Haas-kører mener, at bekymringen er overdrevet. Det siger han i et interview med Sky Sports F1.

Foto: GONZALO FUENTES
Vis mere

»Det bekymrer ikke mig, men det bliver på en måde meget spændende.«

»Vi har været ude af det i så lang tid nu. Men jeg ved, at man ikke rigtig glemmer det. Man bliver ikke så rusten. Man bliver en lille smule rusten, men man bliver ikke så rusten,« siger Magnussen og fremhæver den sæson, hvor han måtte nøjes med en reservetjans hos McLaren.

»Jeg havde en hel sæson i 2015, hvor jeg var helt ude. Jeg havde to testdage, men intet i en Formel 1-bil.«

»Men i 2016, da jeg vintertestede en Formel 1-bil, tog det ikke mange omgange - det føltes bare, som om jeg havde været ude af bilen i en normal vinterpause,« pointerer Kevin Magnussen.

2020 står til at blive hans sjette sæson som Formel 1-kører, men det er endnu usikkert, hvornår han og de øvrige Formel 1-kørere igen får lov at duellere på vejene.

Arrangørerne satser dog lige nu på, at sæsonens første grandprix kan køres i Østrig 5. juli.

Sæsonens 10 første løb er blevet aflyst eller udskudt på grund af corona-pandemien.

Her kan du læse om de problemer Williams-holdet i øjeblikket har med økonomien.