Den første træningsdag til Tyrkiets Grand Prix understregede, at Haas har den dårligste bil i feltet. Kun Nicola Latifi, der primært kører Formel 1 på grund af sin stenrige far, var langsommere end Haas-kørerne.

Kevin Magnussen var på 19.-pladsen et kvart sekund efter sin teamkammerat Romain Grosjean, og dagen var præget af en meget glat bane.

Der har ikke været kørt Formel 1 i Istanbul Park siden 2011, og for få uger siden valgte man derfor at lægge et nyt lag asfalt på hele banen. Den nye overflade er glat, og de lave temperaturer – omkring 15 grader – og hårde dæk gjorde kun problemerne større.

»Det var ekstreme forhold!« sagde Kevin Magnussen efter træningen.

»Der var flere våde pletter, da vi startede træningen, men selv da det var tørt, har jeg aldrig oplevet så lidt vejgreb. Det var helt skørt – men det var det samme for alle, så egentlig en cool oplevelse. Og i hvert fald en ny udfordring – det var noget helt andet, end vi er vant til.«

»Vejgrebet blev bedre, efterhånden som dagen gik. Jeg tror også, der var noget tørt mudder på banen, da vi startede træningen, og det blev kørt væk, og samtidig var der kom noget gummiafsmitning på asfalten. Så det blev bedre – ja. Men det er slet ikke i nærheden af det grip, vi plejer at have på andre baner.«

»Jeg ved ikke, hvor meget bedre det bliver lørdag og søndag. Normalt er der andre klasser på banen i løbet af en grandprix-weekend, og de er med til at give banen mere grip. Men her er vi alene, så der bliver nok også ganske glat til løbet på søndag. Det vil gøre det svært at overhale, for så skal man jo uden for det spor, hvor der er lagt gummi – og så bliver det svært at bremse, for ikke at sige umuligt. Det føles som at køre på is. Det kan sagtens blive at kaotisk løb.«

Max Verstappen (Red Bull) satte dagens bedste tid foran Charles Leclerc »Ferrari) og Valtteri Bottas (Mercedes).

Lewis Hamilton (Mercedes) besatte fjerdepladsen og har stadig kurs mod sin syvende VM-titel. Han er inden Tyrkiets Grand Prix 85 point foran sin teamkammerat Bottas, og hvis Hamilton efter løbet på søndag har et forspring på 78 eller flere point, er han sikker på at vinde VM 2020.