Kevin Magnussen og Haas-teamet fik en lovende optakt til Østrigs Grand Prix. På Red Bull Ring i Spielberg sluttede danskeren fredags-træningen på 11.-pladsen, mens hans teamkammerat Romain Grosjean satte sjettebedste tid.

»Bilen fungerede fint, balancen var god og vi nåede gennem det program, vi havde planlagt. Det er svært at sige, om vi er kommet nærmere en løsning på de problemer, vi har haft i de seneste løb, men nu har vi i hvert fald noget at arbejde videre med,« sagde Magnussen

Haas´ 2019-model VF19 har generelt været hurtig under træning og kvalifikation, men skuffet i løbene, hvor det har været svært at holde dækkene på den optimale arbejdstemperatur.

Teamet frygter derfor, at  fredagens lovende træning ikke nødvendigvis er et tegn på et godt løb på søndag.

Foto: ANDREJ ISAKOVIC
Vis mere

»Vi har haft en god fornemmelse mange gange, uden det blev godt i løbet, så nu må vi se. Vores race-pace i dag så fornuftigt ud. Og de problemer vi har haft i løbene, kan jo ikke bare blive ved - på et eller andet tidspunkt må vi ramme rigtigt,« siger Magnussen.

Romain Grosjean brokkede sig i sidste uge i Frankrig højlydt over, at han endnu ikke havde fået det nye, hydrauliske baghjulsophæng, der de to seneste grandprix-weekender har været monteret på Magnussens bil.

Haas-teamet råder i øjeblik kun over et eksemplar af det nye ophæng, der er udviklet af Ferrari.

Det er nu monteret på Grosjeans bil, men Magnussen har tidligere udtalt, at det kun giver ’en mindre fordel’.

Foto: VALDRIN XHEMAJ
Vis mere

Trods det lille, teknisk handicap tror danskeren på en god kvalifikation lørdag.

”Jeg håber at komme i Q3 (for top-10, red.) og være med i kampen om at være ’best-of-the-rest’ – altså det fjerdebedste team,” siger han.

Ferrari´s Charles Leclerc satte den bedste tid i en dramatisk FP2—træning, hvor både Max Verstappen (Red Bull-Honda) og Valtteri Bottas (Mercedes) smadrede deres biler.

Inden sin crash havde Bottas sat andenbedste tid foran sin Mercedes-makker Lewis Hamilton, Pierre Gasly (Red Bull-Honda) og Carlos Sainz (McLaren-Renault).