Kevin Magnussen leverede et sensationelt løb på Hungaroring i Ungarn søndag eftermiddag.

Men den overraskende niendeplads, han scorede sig i løbet, er blevet vekslet til en 10.-plads søndag aften.

Det har FIA, den internationale motorsportsunion, besluttet søndag aften.

Magnussen har modtaget en tidsstraf på 10 sekunder for at have overtrådt reglerne, og det sender ham altså en plads tilbage på resultatlisten.

Inden løbet gik i gang – på den såkaldte formationsomgang – valgte Kevin Magnussen og teamkammerat Romain Grosjean at pitte for at skifte fra regnvejrsdæk til slicks.

Det lagde grundlaget for Magnussens overraskende resultat. Og det koster ham nu også en placering i løbet.

For på formationsomgangen har FIA fundet ud af, at Magnussen blev instrueret i at køre i pit for at få skiftet sine dæk. Og ifølge FIA var den en ulovlighed, at de to racerkører blev instrueret på denne måde.

Bruddet på reglementet omhandler, at en kører skal føre bilen alene og uden hjælp fra andre.

Kevin Magnussen bliver derfor på resultatlisten overhalet af McLarens Carlos Sainz, mens Ferraris Charles Leclerc var tilpas langt efter Magnussen, så danskeren stadig kan lade sig notere for årets første point i VM-stillingen.