Når Kevin Magnussen i de kommende uger skal finde ud af, hvor han kører i 2021, vil én ting være vigtig.

Han vil have chancen for at vinde løb.

»Det vigtigste for mig er, at jeg kan komme et sted hen, hvor jeg stadig kan mærke drømmen, og at der stadig er noget at kæmpe for,« siger han og tilføjer:

»Jeg savner at køre om sejre og mesterskaber, så det vil have stor betydning. Dét der med at stå op om morgenen, og det første man tænker på er den næste sejr, man skal kæmpe for” siger han om valget af sin nye ’hjemmebane’.«

Foto: RUDY CAREZZEVOLI
Vis mere

Ifølge den danske Formel 1-kører har der manglet noget mentalt, de seneste år.

»Jeg er sportsmand og har en vindermentalitet, som jeg har levet efter, lige siden jeg var et lille barn. Nu er der syv år siden, jeg har vundet et racerløb, og det har været hårdt. Inden jeg kom i Formel 1, var jeg hver eneste sæson vant til at vinde. Den mentalitet – den energi – savner jeg,« fortæller han.

Han arbejder stadig på at fortsætte i Formel 1, men er realistisk nok til at indse, at der er få muligheder.

»Jeg har ikke lukket døren til Formel 1,« siger Kevin Magnussen og tilføjer:

»Jeg er 28 år, jeg har syv års erfaring i Formel 1 og jeg har kørt for McLaren, Renault og senest fire år for Haas. Jeg føler, at jeg stadig er ung, men jeg føler mig klar til at tage et nyt skridt.«