Kevin Magnussen udgik af Italiens Grand Prix med et teknisk problem, men forinden havde danskeren udspillet sin egen chance.

Det så ellers ud til, at andres uheld ville sende et hårdt tiltrængt VM-point i hænderne på Kevin Magnussen og det kriseramte Haas-team.

Men mod løbets afslutning gik det galt.

Først begik Kevin Magnussen en større bremsefejl, som betød, at han måtte forlade kampen mod konkurrenterne på Monza og køre i pit for at få nye dæk på Haas-raceren.

Det pitstop ødelagde definitivt Kevin Magnussens muligheder i løbet, hvor han fortsat bejlede til en plads i udkanten af top ti.

Ondt blev herefter værre for den danske racerkører, da han måtte parkere Haas-raceren i garagen med det, teamet beskrev som et hydraulisk problem.

Kevin Magnussen fik ellers foræret flere pladser undervejs i racet, fordi flere biler udgik eller måtte i pit med straffe og skader efter nærkampe rundt om på den hurtige Monza-bane.

Derfor var det ekstra skuffende, at Kevin Magnussen ikke fik noget ud af et løb, der ellers flere gange spillede ud til danskerens fordel.

Kevin Magnussens teamkammerat, Romain Grosjean, blev en ligeledes skuffende nummer 16.

Vinderen blev for andet løb i træk Ferraris Charles Leclerc, som tog sejren efter en hård og vild kamp med Mercedes-kørerne Lewis Hamilton og Valtteri Bottas.

Mens Charles Leclerc triumferede, måtte den detroniserede verdensmester Sebastian Vettel tage til takke med 13. pladsen efter et klodset solouheld tidligt i løbet.