Kevin Magnussen blev nummer 10 i årets sidste udgave af Formel 1. Hamilton vandt.

Det stod klart efter et løb, hvor danskeren fik en dårlig start, men kørte sig op i feltet på Yas Marina-banen i Abu Dhabi.

Kevin Magnussen måtte dog se sig slået af teamkammeraten Romain Grosjean, der sluttede en enkelt plads foran Kevin Magnussen som nummer ni. Kevin Magnussen slutter dermed som nummer ni i VM-stillingen, mens Haas bliver nummer fem i konstruktør-mesterskabet.

Løbet begyndte dramatisk, da Romain Grosjean stødte sammen med Renaults Nico Hülkenberg. Tyskerens bil flippede rundt og endte i autoværnet med bunden i vejret.

Kevin Magnussen sluttede som nummer 10 i Abu Dhabi. (EPA/ALI HAIDER) Vis mere

Nico Hülkenberg slap fra uheldet med en forskrækkelse, selv om det ved første øjekast så ret voldsomt ud.

Romain Grosjean undgik utroligt nok at få store skader på raceren, og ingen af de to blev i øvrigt straffet for episoden.

Kevin Magnussen kom langsomt af sted og måtte se sig selv helt nede på 16.-pladsen og med lang vej op til VM-point.

Men danskeren og Haas havde lagt en fin strategi, og Kevin Magnussen lukrerede på at kunne køre længere end flere af de nærmeste konkurrenter.

Løbet i Abu Dhabi var sæsonens sidste. (Foto: ANDREJ ISAKOVIC / AFP) Vis mere

Samtidig vandt Kevin Magnussen to afgørende pladser til sidst i løbet, da Pierre Gasly og Esteban Ocon udgik med tekniske problemer.

Løbet i Adu Dhabi blev et farvel til Fernando Alonso, som sluttede lige efter Kevin Magnussen. Han forlader feltet sammen med kørere som svenske Marcus Ericsson, Sergey Sirotkin og Esteban Ocon.

Lewis Hamilton vandt løbet og satte endnu en tyk streg under, at han har været feltets klart bedste kører i 2018.

 

Se også