Der var stor dramatik under lørdagens Formel 1-kvalifikation i Italien. Her røg Kevin Magnussen (Haas) og McLarens Fernando Alonso i clinch, og den spanske veteran fik generet Magnussen så meget, at det kostede dem begge billetten til Q3.

Magnussen rasede undervejs og efterfølgende over spanierens kørsel. Og i et interview med motorsportssitet autosport.com lod danskeren sine frustrationer få frit løb.

»Han (Alonso, red.) kom over til mig efter kvalifikationen og grinede lige op i mit ansigt«

»Helt igennem disrepektfuldt. Jeg glæder mig helt vildt til, at han går på pension,« tordnede Magnussen og hentydede til, at Alonso er i gang med sin sidste Formel 1-sæson.

Foto: DANIEL DAL ZENNARO
Vis mere

Og danskeren afslørede desuden, at han er ved at være godt og grundigt træt af Alonsos berømte selvfedme.

»Han taler om, at hans omgange er guddommelige og så videre. Han tror bogstaveligt talt, at han er en gud. Det er ret latterligt.«

Alonso og Magnussen røg i clinch allerede i første sving på deres afgørende omgang i Q2-kvalifikationen, hvorfra kun de 10 hurtigste går videre. Spanieren prøvede at komme forbi men bremsede for sent, og begge kørere fik ødelagt deres omgang.

Formel 1's dommerpanel kiggede efterfølgende på kontroversen mellem de to kørere - og besluttede ikke at uddele nogen straf til Fernando Alonso. Hvilket undrede Magnussen en smule.

»Hvis du obstruerer en anden bil, mens du selv er ude på en omgang, er det åbenbart ikke obstruktion,« udtalte Magnussen og tilføjede:

»Jeg er egentlig ligeglad. Så længe det er ens for alle, er det for fint for mig.«

»Det kunne være interessant at se, hvad der dommen havde været, hvis rollerne havde været omvendt. Men det kan jeg kun spekulere i.«

Magnussen og Alonso starter søndagens løb fra henholdsvis 11. og 13. position.