Kevin Magnussen sagde det allerede et par timer inden Portugals Grand Prix:

»Vi må prøve et eller andet vildt.«

Når man starter fra sidste række i en bil, der ikke er konkurrencedygtig, er man nødt til at satse. Det gjorde Magnussen og Haas ved at starte løbet på de hårdeste dæk i Pirellis sortiment.

»Det var et stort sats at starte på hard-dækket, men det betød, at jeg skulle i pit sidst af alle,« forklarer Kevin Magnussen.

»Så hvis regnen eller en saferycar var kommet på det rigtige tidspunkt, ville det have givet os et gratis pitstop. Vi vidste, at vi ikke havde en chance på en mere normal strategi, så selv om chancen var lille, var den værd at tage.«

Magnussen eksekverede den alternative strategi flot, men da både regnen og safetycar'en udeblev, blev det hele ret ligegyldigt, og Magnussen tilbragte Portugals Grand Prix i den bageste del af feltet.

»I forhold til hvordan løbet udviklede sig, var det ikke den rigtige måde at gøre det på, men jeg fortryder ikke,« siger Kevin Magnussen, der kom i mål som nummer 16, og tilføjer:

»Det var en 'risky' strategi, og nogle gange lykkes den slags – andre gange lykkes det ikke. Men jeg slog jo faktisk et par kørere på den 'rigtige' strategi, så vi kunne ikke have gjort det bedre i dag.«

Hans teamkammerat, Romain Grosjean, der kørte på en mere konventionel strategi, blev klassificeret som nummer 17, men krydsede faktisk målstregen før danskeren. Da han undervejs var idømt en tidsstraf for at køre uden for banen, blev han rykket ned på 17.-pladsen.

Lewis Hamilton vandt løbet for Mercedes og slog dermed Michael Schumachers rekord for flest grandprixsejre i Formel 1-historien. Hamilton har nu 92 sejre, og det er kun et spørgsmål om tid, inden han tangerer Schumachers rekord med syv VM-titler. Han er nu 77 point foran sin teamkammerat, Valtteri Bottas, der sluttede på andenpladsen i søndagens løb.

»Jeg har endnu ikke rigtig forstået det,« sagde Hamilton om, at han nu er den mest vindende kører i Formel 1-historien.