Kevin Magnussen slap heldigt fra en potentielt farlig episode under eftermiddagens vintertest på Circuit de Barcelona-Catalunya.

Danskeren overtog Haas-raceren fra teamkammerat Romain Grosjean, og efter bare fire omgange gik det galt. Han mistede herredømmet, røg gennem gruset og ramte barrieren ganske let.

Haas-teamet konstaterede omgående, at der ikke var tale om en kørefejl.

'Kevin Magnussen fik en punktering på højre baghjul, der forårsagede en snurretur i Sving 8', skrev man på Twitter.

Kevin Magnussen forklarer sin afkørsel for teamchef Guenter Steiner og Haas-ingeniørerne.
Kevin Magnussen forklarer sin afkørsel for teamchef Guenter Steiner og Haas-ingeniørerne. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

Magnussen kørte relativt langsomt, da baghjulet punkterede. Hvis det samme var sket i en af banens højfartskurver, kunne konsekvenserne havde været langt voldsommere.

Danskeren returnerede til pitten i en af banens redningskøretøjer, mens Haas-raceren blev bragt tilbage på en kranbil. Allerede ved ulykkesstedet blev bilen dækket til, så konkurrenterne ikke kunne se deltaljerne ved den nye bil.

I pitten beskyttede Haas-mekanikerne bilen for nysgerrige blikke med store skærme, inden bilen blev rullet ind i garagen.

Mens Magnussen forklarede episoden for teamchef Guenther Steiner og teamets ingeniører, gik mekanikerne igang med at checke bilen, der ikke kommer på banen mere i dag.