Kevin Magnussen kommer ikke ud at køre i sin Haas-racer denne weekend.

Søndagens australske Formel 1-grandprix blev som bekendt aflyst natten til fredag, og den nye Formel 1-sæson bliver dermed udskudt.

'Jeg var så klar på at køre ræs denne weekend,' skriver den danske Formel 1-stjerne skuffet på sin Twitter-profil, inden han fortsætter:

'Sikkerheden, helbredet og alles velbefindende er dog med afstand det vigtigste, og det her var det rigtige at gøre.'

27-årige Kevin Magnussen.
27-årige Kevin Magnussen. Foto: ALBERT GEA
Vis mere

Søndagens sæsonåbning i Melbourne blev aflyst, fordi Formel 1-teamet McLaren havde valgt at trække sig fra weekendens løb, efter en medarbejder fra teamet var testet positiv for coronavirussen.

Det oplyste arrangørerne bag det australske grandprix i en pressemeddelelse natten til fredag.

Fredag morgen lokal tid stod der allerede tusindvis af håbefulde fans ved de forskellige indgange til banen i Melbourne, men de måtte alle gå skuffede derfra igen.

»Vi anerkender, at dette er meget skuffende nyt for de mange fans, der skulle se løbet. Alle med billetter vil få pengene refunderet,« lyder det i en pressemeddelelse fra løbets arrangører.

Kevin Magnussen i aktion i den nye Haas-racer.
Kevin Magnussen i aktion i den nye Haas-racer. Foto: ALBERT GEA
Vis mere

»Men alle de involveredes sikkerhed og sundhed er altoverskyggende. Det samme gælder for de tusindvis af fans, der har investeret i at besøge det australske grandprix.«

Den frygtede coronavirus har i disse uger lukket flere lande ned - herunder Danmark - og flere sportsbegivenheder bliver i øjeblikket suspenderet på stribe, og derfor har Kevin Magnussen da også skrevet et budskab på Twitter:

'Pas på jer selv, allesammen, og pas på hinanden​.'

Om blot syv dage skal det næste Formel 1-grandprix allerede finde sted, hvor Bahrain er vært. Men efter fredagens aflysning er der nu tvivl om, hvorvidt løbet i ørkenstaten overhovedet kan køres.