»Vi gjorde alt, hvad vi kunne, men vi havde ikke farten. Og det er jo ret afgørende…«

Kevin Magnussen var både frustreret og tilfreds efter Spaniens Grand Prix. Han startede fra 16. position og kom efter 93 minutter og mere end 300 km i den spanske sommerhede i mål som nummer 15.

Den beskedne startposition betød, at Haas valgte en alternativ strategi i forhold til resten af feltet.

Selv om Haas-kørerne som de eneste i feltet ikke havde nye mediumdæk til løbet, satsede man på en etstops-strategi, og danskeren startede på softdæk.

Han holdt de bløde dæk i live helt frem til 28. omgang, hvor han skiftede til et sæt brugte medium. Dem brugte han frem til mål, men mod slutningen mistede han flere placeringer.

»Måske havde en tostops-strategi været bedre, men vi troede inden starten, at en etstops-strategi var optimalt. Nu må vi analysere, om en to-stopper havde været bedre,« sagde Magnussen efter løbet.

Bortset fra den manglende fart og det skuffende resultat var Magnussen egentlig tilfreds med sin og teamets indsats på Circuit de Barcelona-Catalunya.

»Vi opnåede jo alt det, vi havde planlagt. Vi fik en etstops-strategi til at fungere, jeg fik en god start, der var god balance i bilen, og al kommunikation mellem mig og teamet var optimal. Det føltes faktisk som et rigtig godt løb, men resultatet var ikke imponerende, for vi mangler simpelthen farten.«

Kevin Magnussen kunne trøste sig med, at han kom i mål langt foran sin teamkammerat, Romain Grosjean, der sluttede som nummer 19 og sidst blandt de kørere, der gennemførte løbet.

Spaniens Grand Prix blev et taktisk spil, hvor dækkene spillede hovedrollen. Lewis Hamilton (Mercedes) tog føringen fra start og kom aldrig for alvor under pres. Sejren på Circuit de Barcelona-Catalunya kom kun en uge efter, at Hamilton grundet dækproblemer tabte Formel 1's 70-års jubilæumsgrandprix i Silverstone til Max Verstappen (Red Bull).

»Vi lærte meget i sidste weekend – og den lærdom satte os i stand til at vinde i dag,« sagde Hamilton efter løbet.

Med sejren udbyggede han sin VM-føring over Verstappen til 37 point. Det var samtidig Hamiltons 156. top-3-placering i Formel 1 – én mere end Michael Schumachers hidtidige rekord.