Kevin Magnussen fik én på opleveren, da han på vej fra Austin, Texas, til Mexico City var forbi en sprintcar-bane i North Carolina.

Her venterede den amerikanske racerlegende Tony Stewart på danskeren med en af sine sprintcars. Stewart satte grundigt Magnussen ind i teknikken, inden danskeren blev sluppet løs på oval-grusbanen.

Tony Stewart er tidligere tredobbelt mester i USA's største racerserie, NASCAR, og han ejer i dag et af topholdene i amerikansk motorsports superliga sammen med Magnussens Formel 1-chef, Gene Haas. Stewart stoppede som aktiv NASCAR-kører efter 2016-sæsonen, men fortsætter karrieren i sprintcar.

Sprintcar er i forskellige klasser amerikansk motorsports græsrødder. Hver eneste uge køres der på små jord- og asfaltbaner over hele landet, og de bedste amerikanske racernavne i NASCAR og IndyCar grundlagde deres karriere i sprintcar.

ddfeee

De største og vildeste sprintcars kører i World of Outlaw-serien, der ubeskedent kalder sig 'The Greatest Show on Dirt' (dirt = grusbaner, red.) Det handler om helvedes-maskiner, der har et bedre vægt/effekt-forhold end Formel 1-racere!

En World of Outlaw-sprintcar har over 900 hk fra en enorm 6,7-liters V8-motor. Magnussens sædvanlige Haas-Ferrari Formel 1 har omtrent samme effekt fra en 1,6-liters turbo-hybrid motor. MEN – en sprintcar vejer cirka 640 kg inklusive kører, mens en Formel 1-bil anno 2018 vejer 733 kg (inklusive kører). Og en sprintcar kører som nævnt på oval-jordbaner!

»Jeg ved ikke så meget om sprintcars. Jeg blev bare spurgt, om jeg ville prøve sådan en. Og så sagde jeg selvfølgelig ja,« fortalte Magnussen til B.T. om test-turen.

Kevin Magnussens sprintcar-debut blev filmet af Netflix, der er i gang med en dokumentarserie om Haas' Formel 1-team. Serien får premiere i begyndelsen af 2019.

kmatony

fdsfsdgb