En superstart og en håndfuld omgange bag safetycaren. Det var Kevin Magnussens magre udbytte af Toscanas Grand Prix på Mugello-banen.

Han startede bagest som nummer 20, men var efter første omgang helt oppe på 12.-pladsen.

»Jeg kom godt fra start, men allerede i andet sving skete der et stort uheld foran mig, og så drejede det sig bare om at komme uden om det hele,« fortalte Magnussen om den dramatiske første omgang.

Uheldet, der blandt andre sendte Max Verstappen (Red Bull) ud af løbet, betød, at safetycaren kom på banen.

Da løbet atter blev givet frit, opstod der endnu mere kaos.

»Jeg har ikke rigtig set på episoden, men jeg tror, køreren på førstepladsen (Valtteri Bottas, red.) holder farten lav helt frem til stregen for at minimere slipstrømmen ned ad langsiden og dermed undgå at blive overhalet. Det har han lov til, men så er der vist en kører lidt længere tilbage, der prøver at åbne et hul for at få momentum over stregen. Han begynder bare for tidligt, så han er nødt til at bremse igen, og det er dem bag ham ikke forberedt på,« forklarede Magnussen.

»Jeg ser bare, at de begynder at give gas omkring mig, og så kører jeg også. Faktisk et godt stykke tid – i hvert fald nogle sekunder med fuld gas – men så bremser en Williams-bil foran mig pludselig. Jeg prøver at trække væk fra ham, men bliver så ramt sindssygt hårdt af Giovinazzi.«

»Han kunne ikke undgå mig – det var fyren, der gav tidligt gas og senere måtte bremse, der forårsagede crashen. Vi er nødt til at se på den der regel om, at man ikke må overhale før stregen, når safetycaren kører ind. Måske skal vi åbne op for overhalinger tidligere,« fortsatte danskeren.

Efter løbet indkaldte dommerne Magnussen og Nicholas Latifi (Williams) til forhør om deres roller i ulykken.

Carlos Sainz Jr (tv.) og Kevin Magnussen taler sammen efter ulykken på Mugello-banen.
Carlos Sainz Jr (tv.) og Kevin Magnussen taler sammen efter ulykken på Mugello-banen. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

Det var en bitter afslutning på et løb, hvor Magnussen trods den dårlige startplacering kunne have scoret VM-point.

»På vej ud til start blev jeg virkelig overrasket over, hvor god bilen pludselig var – den var bare rigtig, rigtig god! Jeg sagde det til teamet over pit-radioen og var meget optimistisk. Det var en stor mulighed, vi gik glip af, og jeg har det rigtig skidt med det. Både over for teamet og over for mig selv.«