Forholdet mellem Haas-kørerne Kevin Magnussen og Romain Grosjean kan bedst beskrives som 'kompliceret'.

De har haft tre sammenstød på tre måneder. De har en teamchef, der siger, han ikke kan tvinge dem til at være venner.

For fem dage siden sagde Grosjean over pit-radioen om Magnussen: »Han lærer det aldrig.« Og i samme medie sagde Magnussen om Grosjean: »Jeg har det ikke godt med at gøre race mod ham.«

Torsdag insisterer de to Haas-kørere så på, at de respekterer hinanden. At de 'taler godt sammen'.

Radio-meldingerne kom under det tyske grandprix i Hockenheim, hvor Grosjean ramlede ind i Magnussen under en klodset overhaling.

Begge biler kunne fortsætte, men sammenstødet kom bare 14 dage efter, både Grosjean og Magnussen var udgået på grund af nærkontakt på første omgang af det britiske grandprix i Silverstone.

»I situationen i Hockenheim blev både Romain og jeg stressede, fordi der er så meget fokus på, at vi ikke må ramme hinanden. Det er ærgerligt, for i virkeligheden var det ikke noget særligt – normalt ville jeg ikke gå op i den slags. Jeg kører hårdt – det er min naturlige måde at køre race på. Og så det bliver super-akavet og svært, når man ender i den slags situationer,« sagde Magnussen torsdag til B.T.

'Ikke venner – men snakker godt sammen'

»Vi er ikke venner – vi ses jo ikke i privaten, men du vil blive overrasket over, hvor godt vi faktisk taler sammen,« siger Magnussen om det personlige forhold til Grosjean.

»Mellem begge de to seneste løb har vi snakket sammen – både efter Silverstone og efter Hockenheim. Vi ringede sammen og rensede luften .Vi er begge to hardcore racerkørere – det ligger dybt i vores natur. Ligesom det ligger dybt i en løves natur at spise andre dyr.«

»Når vi så skal til at holde tilbage i det instinkt, bliver tingene akavede. Nu har vi haft de situationer, hvor vi har ramt hinanden, men i ingen af tilfældene har der været dårlige intentioner,« fortsætter Magnussen.

'Man får sagt de sindssygeste ting'

Om de aggressive radiomeldinger i Hockenheim siger Magnussen:

»Den slags kommer jo, når vi er fuldstændig rødglødende oven i hovedet – og hårdnakket giver hinanden skylden. I øjeblikket synes man altid, at det er modpartens skyld, men bagefter får man et mere balanceret syn på tingene. Ni ud af 10 gange er holdningen anderledes, når man kommer tilbage til pitten. Man får sagt de sindssygeste ting – sådan er det bare.«

Romain Grosjean fortæller også om Haas-kørernes komplicerede forhold:

»Udefra ser det måske anderledes ud, men vi har det faktisk godt sammen og diskuterer tit i telefonen, hvad vi kan køre bedre.«

Og alligevel siger teamchef Steiner, at forholdet mellem hans kørere vil få indflydelse på Haas' 2020-lineup.

Til det siger Kevin Magnussen:

»Jeg er overhovedet ikke bekymret for min fremtid i Haas-teamet.«

Og Romain Grosjean tilføjer:

»Sidste år havde jeg nok mere grund til at være nervøs for min plads.«

Som sagt: et kompliceret forhold!