Selv om nyheden om, at Sergio Perez nu er på kører-markedet, sætter Kevin Magnussen under pres, er han forbløffende rolig. Der er rigtig mange gode kørere, der bejler til hans sæde hos Haas, men han siger:

»Jeg ved ikke, hvad det kommer til at betyde, at Perez nu er på markedet. Mon ikke han har flere forskellige muligheder.«

»Jeg bekymrer mig ikke alt for meget. Der er hård konkurrence på kører-markedet i øjeblikket, og man kan aldrig være sikker på noget som helst i Formel 1.«

Teamejer Gene Haas rejste i sidste uge fra USA til Italiens Grand Prix i Monza, men her blev der ikke taget hul på forhandlingerne om en ny kontrakt til Magnussen.

»Gene er her igen i denne weekend,« siger Magnussen fra Mugello-banen, hvor Toskanas Grand Prix køres på søndag.

»Men vi har ikke planlagt et decideret møde endnu. Jeg tænker, at vi snart skal i gang. Jeg tror, at teamet efterhånden ved, hvad jeg kan, så det her løb bliver nok ikke så afgørende. Men jeg skal altid gøre det godt, og det har jeg selvfølgelig tænkt mig at gøre.«

Det er første gang, der skal afvikles et grandprix på Autodromo Mugello, der ligger 30 kilometer fra Firenze. Magnussen har i modsætning til de fleste konkurrenter endnu ikke kørt på banen, og han siger:

»Alle siger, banen er fantastisk, og sådan ser den også ud. Jeg har kørt den i simulatoren, og jeg glæder mig til at komme ud på asfalten i morgen (fredag). I simulatoren lærer man selvfølgelig, hvilken vej svingene går, men jeg har også tænkt mig at låne en cykel og køre en tur rundt og se på pit-indkørslen, curber og så videre for at få et overblik.«

Toskanas Grand Prix er niende afdeling af Formel 1-VM 2020. Halvdelen af den tætpakkede 'corona-sæson' er dermed overstået, og Magnussen ligger på den samlede 17.-plads med et enkelt point. Han er som den eneste i feltet udgået af fire af de otte løb.

»Det er jo ikke en fed rekord at have, men sådan er det, og det kan jeg ikke ændre,« siger han.

Toskanas Grand Prix starter søndag klokken 15.10.