»Nu til dags forventer man jo bare ikke, den slags sker.«

Knap en uge efter den 21-årige franskmand Anthoine Hubert omkom under Formel 2-løbet ved Belgiske Grand Prix, taler Kevin Magnussen om tragedien.

»Det blev en meget følelsesladet weekend, og inden løbet havde jeg tanker, som jeg ellers ikke har. Det var forfærdeligt at se Anthoines familie i paddocken med hans hjelm søndag formiddag. Jeg håber, at jeg aldrig oplever den slags igen.«

»Jeg blev virkelig berørt. Det var ubehageligt. Og sørgeligt: Anthoine var jo lidt yngre end mig – det gør det på en eller anden måde bare endnu mere sørgeligt, når det sker for en af de unge gutter, der er på vej op.«

Foto: ZOLTAN BALOGH
Vis mere

Det var første gang, Kevin Magnussen rigtig oplevede døden på racerbanen. Tilbage i hans debutsæson i Formel 1 i 2014 crashede Huberts landsmand Jules Bianchi i Japans Grand Prix, og han lå i koma i næsten 10 måneder, inden han døde i 2015.

»Det var noget andet med Jules, for det var en 'freak accident'. Han var bare mega-uheldig – at han ramte en skide kran med forenden først. Og han døde jo først mange måneder efter ulykken. Man nåede på en eller anden måde at forberede sig, men med Anthoine var det bare et kæmpe chock. Og mens Jules var virkelig uheldig, var der med Anthoine tale om en reel racerulykke. Det blev en reminder om, at racing stadig er en farlig sport,« siger Magnussen.

Han lægger ikke skjul på, at han havde en svær søndag i Spa-Francorchamps.

»Det var hårdt – alle var påvirket af det, der skete om lørdagen. Alle havde Anthoine i tankerne under løbet. Nogle gange er vores sport bare meget sørgelig, og det var tilfældet i Belgien. Men vi skal huske på, at Anthoine lavede noget, han elskede. Og jeg er sikker på, at han ville have ønsket, at vi fortsatte med at køre race.«

Renaults Daniel Ricciardo har de seneste dage indrømmet, at han efter Huberts død overvejede ikke at stille op i Belgiens Grand Prix.

Foto: ATTILA KISBENEDEK
Vis mere

»De tanker havde jeg ikke. Jeg ville køre, men det var helt klart ubehageligt,« siger Magnussen til B.T.

»Og det var vildt at opleve, hvor stor en forskel det gjorde, da jeg fik hjelmen på og kom ud på banen. Så er man i en speciel tilstand, hvor man udelukker frygten.«

Magnussen understregede sin frygtløshed, da han på første omgang i Spa-Francorchamps leverede en forrygende overhaling af Sergio Perez i det berygtede Eau Rouge sving. Det var her, han selv crashede under Belgiens Grand Prix 2016, og det var her, Anthoine Huberts ulykke startede.

»Det var en god overhaling! I år må vi bare tage chancen, når der er den mindste mulighed,« siger han om den spektakulære overhaling, som han efterfølgende har postet på sin Instagram-profil.

»Som alle andre frygter jeg jo også døden. Bare ikke i en racerbil. Det er måske noget, man har vænnet sig til – bygget op over mange år: Den del af hjernen, der kan blive bange, bliver slået fra. Den del af hjernen, der handler om frygt og angst, er bare ikke aktiv, når man sidder i bilen.«