Romain Grosjean melder sig nu i kampen om det bekrænsede antal ledige sæder i IndyCar-serien i USA.

Kevin Magnussen og Romain Grosjean kæmper ikke kun om at være bedste mand internt hos Haas i Formel 1.

De to racerkørere er begge med i opløbet om en plads i næste sæsons udgave af IndyCar.

Mens Kevin Magnussen længe har bejlet til den amerikanske racer-serie, har Romain Grosjean nu endelig fået øjnene op for USAs pendant til Formel 1.

Og skal man tro franskmanden, er han allerede i kontakt med et eller flere teams i IndyCar.

Det fortæller Romain Grosjean efter weekendens Formel 1-løb til mediet Racer.com.

»IndyCar er en mulighed. Hvis jeg skal være helt ærlig, har jeg ikke sovet godt de seneste to uger. Det er et hårdt år for verden og økonomien. Det er ikke et godt år at være uden kontrakt eller uden det sæde, du sad i,« siger Romain Grosjean og fortsætter:

»Men ja, jeg har set på IndyCar, og jeg har haft kontakt til et par gode (teams, red.), og jeg fortryder lidt, at jeg ikke tjekkede løbskalenderen ud tidligere. For der var kun to ovalbaner. Men det er ikke slut endnu, og det (IndyCar, red.) er noget, jeg ville overveje.«

I forhold til Kevin Magnussen er der pt. intet officielt nyt om, hvor den 28-årige dansker skal køre i 2021.

Der arbejdes fortsat i kulissen på flere fronter, hvor en fremtid i IndyCar er én af dem.

Som feltet ser ud lige nu, er følgende pladser åbne i IndyCar. Således har Dale Coyne Racing, Andretti Autosport, A.J. Foyt Racing og Ed Carpenter Racing ledige sæder til 2021.

Samtidig skriver Racer.com, at McLarens IndyCar-team åbenbart ikke skulle være helt så afvisende over for at indsætte en tredje bil i serien, som ellers antaget.

Men det vil kræve, at køreren kommer med et anseeligt millionbeløb for at financiere den ekstra udgift.

McLarens topboss Zak Brown har ellers tidligere afvist, at teamet ville udvide antallet af racere i IndyCar.