Jan Magnussen og Ronnie Bremer har sat gang i noget stort.

De to danskere har sammen startet MB Racing. Sådan lyder det i en pressemeddelelse. Planen er, at teamet vil på racerbanen allerede i 2019, ligesom de også drømmer om at være med ved Le Mans.

»Vi har i flere år haft idéen om at starte et fælles projekt, hvor vi sammen kan udnytte de kompetencer, vi har skabt os efter så mange år i branchen. Både Ronnie og jeg har gennem vores karrierer altid prioriteret at være synlige på de danske racerbaner, og det får vi også mulighed for med MB Racing,« siger Jan Magnussen i en pressemeddelelse og fortsætter:

»Men vores perspektiv er internationalt. Vi vil udenfor landets grænser, og på lang sigt vil teamet deltage i store løb som 24-timers Le Mans,« siger Jan Magnussen.

Ronnie Bremer og Jan Magnussen starter MB Racing.
Ronnie Bremer og Jan Magnussen starter MB Racing. Foto: CHRISTIAN WITTE
Vis mere

Netop i forhold til det store løb i Frankrig, spirer der også et lille håb hos Jan Magnussen og Ronnie Bremer. For førstnævntes søn, Kevin Magnussen, der i dag kører Formel 1 for Haas, har ikke lagt skjul på, at han gerne vil prøve at køre Le Mans med sin far en dag. En mulighed, der i den grad er der.

»Det er ingen hemmelighed, at vi drømmer om, det kan lade sig gøre, at Kevin, Jan og jeg kører Le Mans sammen en dag. Men det kræver selvfølgelig, at rigtig mange ting går op i en højere enhed. Det er det, vi håber, kan lade sig gøre,« siger Ronnie Bremer til TV 2 Sport.

MB Racings base bliver i Albertslund og udover at deltage i løb, vil holdet blandt andet rådgive og udvikle kørere gennem træning, lyder det i pressemeddelelsen.

»Det er et ambitiøst projekt, men dels kommer der flere og flere unge talenter frem i lyset, og samtidig mærker vi en stigende interesse fra entusiaster, som gerne vil ud og prøve kræfter med motorsporten, men som mangler den fornødne erfaring og vejledning. Det er dét, som vi med MB Racing vil kunne tilbyde. Helt fra træning og coaching i simulator og på bane, til deltagelse i internationale løb i et stærkt, trygt og professionelt setup,« siger Ronnie Bremer i pressemeddelelsen.

Kevin Magnussen og Jan Magnussen tilbage i 2014.
Kevin Magnussen og Jan Magnussen tilbage i 2014. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Jan Magnussen har mange meritter på racerbanen. Han er blandt andet firedobbelt vinder af Le Mans og firedobbelt amerikansk sportsvognsmester.

Ronnie Bremer har tidligere været en af verdens bedste kartingkørere, og så har han også været Jan Magnussens makker. Det var han tilbage i 2010 i 24-timersløbet på Daytona.

Udover at beskæftige sig med racerløb, har MB Racing også planer om at gå ind i e-sport, lyder det i pressemeddelelsen.