Det kører i olie for Kevin Magnussen.

I weekenden blev den danske Haas-kører en flot nummer fem i Formel 1-grand prixet i Bahrain. Men andre steder er Magnussen rent faktisk nummer ét.

Formel 1s egen hjemmeside, formula1.com, har således danskeren som feltets allerbedste kører i en powerranking offentliggjort onsdag aften. I øvrigt for anden gang i træk. Magnussen har verdensklassekørere som Sebastian Vettel og Lewis Hamilton lige bag sig, men at en dansker lige nu vurderes for den stærkeste kører i Formel 1-feltet, er langt fra hverdagskost.

Formula1.com's power ranking sammensættes af respekterede eksperter, som vurderer helhedsindtrykket af kørernes præstationer henover sæsonen. I løb såvel som i kvalifikationer. Eksperterne ser bort fra maskinel, og det er grunden til,at Magnussen topper listen, selv om han udgik af løbet i Australien og havde fire kørere foran sig i Bahrain.

»Danskeren beholder topplaceringen i vores rangering for andet løb i træk, efter han fulgte op på en suveræn præstation i Australien med en tangering af Haas bedste resultat nogensinde på en femteplads i Bahrain. Det faktum, at holdkammeraten Grosjean kæmpede med at føle sig tilpas med bilens håndtering weekenden igennem understreger kun Magnussens fantastiske arbejde,« skriver formula1.com.

De ord understreges ved, at Magnussens teamkammerat Romain Grosjean slet ikke figurerer på formula1.com's power ranking, der består af de ti bedste kørere i feltet.

Kevin Magnussen er nummer ni i den samlede VM-stilling, inden Formel 1-bilerne i weekenden igen forlader pitten. Det gør de i den kinesiske storby Shanghai.