På trods af Haas-teamets dæk-problemer, der har ødelagt store dele af hans 2019-sæson, ser Kevin Magnussen sig ikke om efter alternativer i Formel 1-feltet.

Han har allerede en kontrakt med Haas for 2020, og op til det britiske grandprix i Silverstone siger han:

»Jeg har ikke travlt. Jeg bliver hos teamet og støtter dem. På den lange bane er jeg ikke bekymret.«

»Vi har været uheldige med de her dæk, men enten kommer der andre dæk, eller også løser vi problemet med de nuværende,« siger Magnussen.

Men samtidigt lægger han heller ikke skjul på, at dæk-problemerne er frustrerende:

»Det er en svær sæson, for under kvalifikationen ser vi jo, hvor meget potentiale der er i bilen. Det kan vi bare ikke udnytte i løbene, og det gør det ekstra frustrerende.«

»Men selvom vi ikke scorer point, synes jeg stadig, det er fantastisk, at vi kvalificerer os så højt oppe,« siger Magnussen med henvisning til sin femteplads under kvalifikationen i Østrig for 14 dage siden.

Mens Haas' VF19 er blandt feltets hurtigste i kvalifikationen, falder den ned gennem feltet i løbene, hvor bilen ikke kan udnytte dækkene optimalt.

Problemet er uhyre kompliceret, men helt overordnet mangler bilen vejgreb.

»Man kan ikke bremse sent, man kan ikke bære fart gennem svingene, man kan ikke accelerere så tidligt, som man skal,« forklarer Magnussen.

I jagten på en løsning er Haas-teamet nu begyndt at gå tilbage til tidligere set-ups.

I Østrig brugte Magnussen et set-up fra gadebanen i Monaco til at sætte sin gode kvalifikationstid, og her på Silverstone er udviklingen spolet endnu længere tilbage, for nu vil Romain Grosjean forsøger sig med et set-up fra sæsonpremieren i Melbourne.

Foto: Lisi Niesner
Vis mere

Grosjeans weekend startede dog på den værst mulige måde, da han fredag formiddag mistede herredømmet på vej ud af pitten, og smadrede fronten på sin bil.

Haas-teamets weekend på Silverstone har indtil nu været overskygget af farcen om titelsponsoren Rich Energy.

Men det er dog ikke noget, der påvirker Magnussen.

»Vi er bare blevet briefet om, at der har været et…uheld. Eller hvad man nu skal kalde det,« siger han.