Kevin Magnussen kørte en hamrende god kvalifikation på Silverstone og starter som nummer syv søndag eftermiddag.

Den danske Formel 1-kører satte også sin teamkammerat Romain Grosjean til vægs, da han med sin tid i Q3 var 0.211 foran franskmanden, der blev nummer otte.

Dermed fik Kevin Magnussen kortvarigt lukket munden på dem, der mener, at han er ved at blive overhalet internt af sin teamkollega hos Haas.

At Kevin Magnussen omvendt så kun var 0.145 efter Red Bulls Daniel Ricciardo på 6. pladsen understreger blot, hvor hurtigt den 25-årige dansker kørte på Silverstone-banen.

Kevin Magnussens 7. plads gør ham til den bedste af kørerne efter de 'tre store' hold fra Red Bull, Mercedes og Ferrari.

I toppen tog Lewis Hamilton pole position på hjemmebanen i England. Den regerende verdensmester sluttede således lige foran Sebastian Vettel og Kimi Raikkönen fra Ferrari, mens Valtteri Bottas blev nummer fire.

I den bageste del af feltet var det decideret pinefuldt at følge det kriseramte storhold fra Williams. Foran det fanatiske hjemmepublikum blamerede både Lance Stroll og Sergey Sirotkin sig med at køre af banen i Q1, og de starter dermed langt tilbage.

Søndag klokken 15.10 afvikles løbet på den lynhurtige Silverstone-bane, og her må Kevin Magnussens og Haas regnes for at være i spil til en mulig topplacering.