Oprejsning. Men kun lidt.

Sådan lyder konklusionen på Kevin Magnussens præstationer ved torsdagens to Formel 1-træninger i Monaco.

Mens den danske Haas-kører fik næsten total-ødelagt sin første træning af en elektronisk fejl, fik han gennemført anden træningen uden problemer.

Men det ’best of the rest’-prædikat, som er blevet hæftet på Haas-teamet i den første del af sæsonen, kunne hverken Kevin Magnussen og Romain Grosjean leve op til på den snævre bybane.

I anden træning kørte danskeren og franskmanden sig kun ind som henholdsvis nummer 16 og 18, men de kunne dog trøste sig en smule ved, at det ser utroligt tæt ud i laget efter de tre store hold (Red Bull, Ferrari og Mercedes).

Kun lige over et halvt sekund adskilte de 12 kørere fra 7.- til 18.-pladsen, så der er her lagt op til tæt løb om startplaceringerne ved lørdagens kvalifikation.

På den positive side kunne Kevin Magnussen også tilbagelægge 41 omgange, hvilket var en markant forbedring i forhold til den amputerede første træning, hvor det kun blev til syv omgange.

Der var dog også lidt problemer i anden træning, men det ramte alle, da et løst brønddæksel skulle svejses fast, hvorfor racerne måtte køre i pit i 10-15 minutter.

Helt fremme stod torsdagens i Red Bulls tegn.

Både i første og anden træning viste teamet, at man har en racer, der passer godt til bybanen i fyrstedømmet.

Holdet imponerede stort og var 1-2 i begge træninger.

Både Max Verstappen og Daniel Ricciardo fik endda sat banerekord på skift i løbet af eftermiddagen, hvor sidstnævnte endte med at være hurtigst: 1.11, 841.

Hullet ned til Ferrari og Mercedes var på mere end et halvt sekund, så der ser ud til at være arbejde forude for de to hold, der ellers plejer at være bedst i fronttrioen.

Genoplev begge torsdagens træninger i livebloggen herunder: