I sidste træning forud for kvalifikationen kørte Kevin Magnussen og Romain Grosjean blot 12 omgange.

12 omgange var, hvad det blev til for Haas-kørerne Kevin Magnussen og Romain Grosjean i lørdagens træning forud for grandprixet i Abu Dhabi.

De to kørte dermed færrest omgange af alle i tredje og sidste træning.

Af de to var Grosjean den hurtigste på 11.-pladsen. Han tilbagelagde en omgang i tiden 1 minut og 37,768 sekunder, og det var knap et halvt sekund hurtigere end danskeren.

Magnussens bedste omgangstid lød på 1 minut og 38,198 sekunder. Det rakte til at være 14.-hurtigste tid.

Ingen af dem var i nærheden af Red Bulls Max Verstappen, der var hurtigste mand foran Mercedes-kørerne Lewis Hamilton og Valtteri Bottas.

Grandprixet i Abu Dhabi er sæsonens sidste. Allerede i starten af november kunne britiske Hamilton imidlertid lade sig krone som verdensmester for sjette gang.

Magnussen er på 16.-pladsen med 20 point, mens teamkollega Grosjean ligger to pladser længere nede i tabellen med otte point.

Klokken 14 dansk tid begynder kvalifikationen til grandprixet. Søndag køres der om point.

/ritzau/