Hans sæde i Haas-teamet og dermed hele Formel 1-karrieren er i fare. Alligevel var Kevin Magnussen i godt humør, da han torsdag fra Sochi i Rusland talte med danske medier.

»Alternativet er et job i Netto,« sagde han om udsigten til at finde et Formel 1-sæde uden for Haas-teamet.

»Men Netto ligger lige ved siden af, hvor jeg bor, så det er egentlig okay. Det bliver noget med at arbejde sig op fra jobbet som flaskedreng – altså helt fra bunden. Det svarer meget til motorsport: Man skal kvalificere sig til en superlicens for at komme bag kassen.«

I den mere alvorlige afdeling er det tydeligt, at Haas-ledelsen har sat både Magnussen og hans teamkammerat Romain Grosjean i venteposition.

Foto: Josep Lago / Pool
Vis mere

»De siger ikke så meget. Og hvad skulle de også sige? De siger vel det samme til os, som de siger til jer journalister: De kigger på kører-markedet og forsøger at tage det bedste valg. De har bekræftet, at jeg er i den pulje af kørere, de ser som den potentielt bedste løsning. Men det er ikke til at sige, hvad udfaldet bliver, og jeg har ikke fået nogen tidshorisont,« fortsatte Magnussen.

Haas' teamchef, Guenther Steiner, understreger, at teamejer Gene Haas ikke har travlt.

»Der er ingen udvikling omkring vores kørere til 2021 – overhovedet! Jeg har talt med Gene om det, men vi har ikke taget nogen beslutninger. Vi skal finde ud af, hvad der på den lidt længere bane er bedst for teamet. Det er ikke nogen nem beslutning - det vil tage tid,« sagde Steiner fra Sochi.

Han lægger ikke skjul på, at kampen om de resterende sæder i 2021-feltet er ’købers marked’.

»Jeg er ikke bange for, at en af de kørere, der er på vores liste, finder et andet sæde. Der er så mange ledige kørere, at vi nok skal finde en god løsning. Der er mange flere gode kørere, end der er ledige pladser,« siger han.

27-årige Kevin Magnussen kom for alvor under pres, da den hurtige og erfarne Sergio Perez, der har masser af sponsorer med fra Mexico, kom på markedet. Han ligner det åbenlyse valg for Haas, men Steiner siger:

»Måske er det ikke så åbenlyst? Der er så mange valgmuligheder, og vi skal tage en beslutning, der både fungerer på den mellemlange og den lange bane. Det er ikke bare et spørgsmål om at finde en løsning og nogle hurtige penge til næste år,« siger han om den 30-årige mexicaner.

»Med budgetloftet, der indføres i næste år, opstår der nogle nye muligheder, så det hele er ganske komplekst. Sergio Perez er helt sikkert en god kører – men er han den bedste løsning på den lange bane? Det er jeg ikke sikker på, og det er blandt andet det vi kikker på. Så 'Checo' (Perez' kælenavn, red.) er ikke så åbenlyst et valg, som der lægges op til.«

Træningen til Ruslands Grand Prix starter fredag klokken 10 dansk tid.