En 19.-plads – aka nummer næst-sidst – var Kevin Magnussens magre udbytte af den første træningsdag til Singapores Grand Prix.

På gadebanen i Marina Bay-kvarteret var han 2,8 sekunder efter dagens hurtigste tid sat at Lewis Hamilton (Mercedes) og et per tiendedele efter sin Haas-teamkammeret Romain Grosjean på 17.-pladsen.

»Det var skidt – det virker ikke til at blive en god weekend for os,« sagde Magnussen efter træningen.

»Vi har før set, at tingene kan vende hen over natten, og det kan vi jo håbe på også sker her. Man når man kommer på banen, og der ikke er noget åbenlyst problem med bilen og man alligevel bare er langsomt – så er det ikke noget godt tegn.«

Foto: MOHD RASFAN
Vis mere

Danskeren gik glip af en serie omgange på grund af en kontrovers med Sergio Perez (Racing Point-Mercedes).

Begge kørere varmede op til en kvalifikations-simulation, og da mexicaneren kortvarigt så ud til at tøve, ville danskeren overhale indenom. Da Haas-raceren var oppe på siden af Racing Point´en, drejede Perez ind mod Magnussen, der i sin undvigemanøvre smittede muren.

Efterfølgende forklarede Magnussen episoden for B.T

»Perez rykkede væk fra racer-linjen som om han skulle i pit eller ville lade mig komme forbi. Så gav jeg gas, og dykkede indenom, men han smækkede døren i, og jeg ramte muren.«

Foto: MLADEN ANTONOV
Vis mere

»Jeg ved ikke, hvad han tænkte – om det var en fejl, at han kørte væk fra racer-linjen, fordi han tænkte på noget andet. I alle tilfælde rykkede jeg. Det er jo ikke sådan, at man venter – og spørger pænt: ’Er du sikker på, du vil væk fra linjen?’«

Dommerne indkaldte efter træningen begge kørere til afhøring.

»Vi talte begge med dommerne. Og bagefter snakkede vi også kort alene. Det er jo en ting, hvad han sagde til dommerne – og noget andet, hvad jeg følte var sandheden,« sagde Magnussen.

Dommerne var enige i Magnussens udlægning, og gav Perez en reprimande.

»Magnussens havde en rimelig forventning om at Perez var på vej i pit,« hed det blandt anden i kendelsen

»Men jeg er ret ligeglad, og vil ikke gøre en stor sag ud af det – det var jo trods alt bare noget, der skete i en fri træning. Så lad os komme videre!« konkluderede Magnussen.