Det er detaljen, der kun gør Kevin Magnussens sæson endnu værre.

»Det sætter ham i spidsen for en tabel, ingen har lyst til at være i spidsen af,« lyder det kontant.

Det er på Formel 1's egen hjemmeside, at den danske Haas-kører spiddes for endnu et grandprix, der sluttede før tid. Og lang tid inden det ternede flag.

For statistikken, der er tale om, lyver ikke: Kevin Magnussen er udgået i halvdelen af 2020-sæsonens hidtidige grandprixer. I fire af otte løb. Og det er mere end nogen anden i feltet. Ferraris Charles Leclerc er med tre tidlige exits nummer to på den uheldige liste, mens Haas-kollega Romain Grosjean kun er udgået en enkelt gang.

»Det har ikke været Kevin Magnussens sæson indtil videre, og det blev ikke meget bedre på Monza,« som det kort og dækkende konkluderes på Formel 1's hjemmeside. Her bliver danskeren ligeledes sat på endnu en uheldig liste, da han efter weekendens grandprix i Italien udråbes til en af løbets 'tabere'.

Det var på 20. omgang, at han kunne meddele, at »noget gik i stykker«, og derfor måtte parkere sin racer øjeblikkeligt. Se det øverst i artiklen. Det kostede en safety car – og herefter eksploderede løbet til et af de rigtigt mindeværdige med en choksejr til AlphaTauris Pierre Gasly.

»Når man ser, hvordan løbet senere udfoldede sig – der skete så meget – ville jeg rigtig gerne have været med hele vejen,« sagde Kevin Magnussen efterfølgende.

Og på grund af de få omgang søndag er det heller ikke prangende bedømmelser, han modtager i udenlandske medier for weekendens præstationer. Selv om det også enstemmigt konstateres, at han var uden skyld i de omstændigheder, der ramte ham. Som eksempelvis sammenstødet på første omgang, der resulterede i en ødelagt frontvinge og et tidligt pitstop.

Kevin Magnussen havde kun indirekte indflydelse på de eksplosive hændelser på Monza-banen.
Kevin Magnussen havde kun indirekte indflydelse på de eksplosive hændelser på Monza-banen. Foto: Miguel Medina / Pool
Vis mere

Hos Autosport bliver det til et 6-tal på en skala op til 10 med en kommentar om, »at han ikke kunne have gjort noget for at forhindre det«. Her får Romain Grosjean også et 6-tal for det, der faktisk blev sæsonens bedste resultat hidtil for franskmanden: En 12.-plads.

Hos Sky Sports bliver det ligeledes til et 6-tal til Kevin Magnussen, mens Romain Grosjean lige bliver vurderet en snert bedre med 6,5, men det lyder også, at han ikke formåede 'udnytte hændelserne i det uforudsigelige løb og nappe et point eller to'.

Og såmænd om ikke tyske Auto Motor und Sport går samme vej. Et 6-tal igen til danskeren for Monza-intermezzoet, hvor han roses for at have formået at hive en racer med Ferrari-motor i kvalifikationens Q2. Romain Grosjean trækker et 7-tal med en bemærkning om, at 12.-pladsen vel nærmest er det samme som at score point: »Mere er der ikke i Haas med den svage Ferrari-motor,« som det tilføjes.

Vi lukker den internationale rundtur hos F1i.com, der – lidet overraskende – også kyler et 6-tal efter Kevin Magnussen. Her nævnes det også, at netop danskerens exit 'ændrede hele løbet'.

»Men det påvirkede ikke Magnussen selv, for han var allerede på vej tilbage til sin trailer,« som det tilføjes. Her får Romain Grosjean karakteren 6,5.

B.T.s Formel 1-korrespondent, Peter Nygaard, lå i øvrigt lige et nyk højere end de udenlandske medier med et 7-tal for Kevin Magnussens weekend på Monza. Det kan du læse mere om her.