Kronprins Frederik var på plads i pitgaragen, da Kevin Magnussen lørdag sikrede sig endnu en startplacering i top-10.

Den danske racerkører kvalificerede sig til søndagens spanske grandprix på ottendepladsen, 0,011 sekund efter teamkammerat Romain Grosjean.

»Det var da meget godt,« sagde kronprinsen, da han efter kvalifikationen gav den danske Formel 1-stjerne en ’krammer’ i Haas' motorhome.

»Vi er nummer syv og otte – ’best-of-the-rest’. Mere kan vi ikke forvente,« sagde Magnussen efter kvalifikationen til B.T.

Kevin Magnussen og Kronprins Frederik.
Kevin Magnussen og Kronprins Frederik. Foto: Grand Prix Photo
Vis mere

»Jeg er tilfreds med min omgang, men selvfølgelig ville jeg gerne have kørt 0,011 sekund hurtigere. Det er jo ingenting … « fortsatte han med henvisning til det snævre nederlag til Grosjean i Haas' interne kvalifikationsduel.

Kampen mellem de to Haas-kørere har ikke været helt lige i denne weekend.

Fredag fik Grosjean den nyudviklede upgrade-pakke monteret på sin bil, mens Magnussen fortsatte i den oprindelige version.

Da det viste sig, at upgraden virkede, blev den lørdag morgen også sat på Magnussens bil.

»Det var godt, at vi splittede os op i går – det var den helt rigtige løsning, for så kunne vi sammenligne den gamle og den nye version direkte. Men i dag skulle jeg lige vænne mig til den nye upgrade,« indrømmede Magnussen over for B.T.

»Den giver mere downforce og er hurtigere end den gamle, men bilen kører en del anderledes, og det skal man lige vænne sig til. Jeg fik den først her til morgen, og jeg kunne godt have brugt lidt mere tid, men man kan altid komme med dårlige undskyldninger.«

Løbet afslører, om dæk-problemerne er løst

Haas har i de seneste løb haft svært ved at udnytte dækkene optimalt.

»Bilen har været fantastisk i kvalifikationen hele året, men i løbene har vi af en eller anden grund haft svært ved at få dækkene op på den rette arbejdstemperatur. Det er bedre her, men vi mangler stadig at løse problemet, så vi også kan gøre det godt i de kommende løb,« siger Magnussen.

»Derfor er det den store test i morgen – så får vi at se, om dæk-problemerne er løst. Denne her bane passer os bedre, men vi ved ikke helt ved hvorfor. Vi så se, om vi ikke kan lære noget mere i morgen.«

I alle tilfælde tror Magnussen på, at Haas kan score VM-point for første gang siden premiereløbet i Australien midt i marts.

»Det er meget svært at overhale her, så en et-stops-strategi er den rigtige. Hvis man kan komme igennem med et stop på henholdsvis ’soft-’ og ’medium-’dæk, vil det være optimalt.«

Søndagens grand prix starter klokken 15.10, og du kan følge det LIVE her på bt.dk.