Kevin Magnussen og Haas-teamet fortsatte tirsdag deres lovende optakt til Formel 1-sæsonen 2019. Selvom han måtte afbryde sin kørsel midt på eftermiddagen, var danskeren yderst tilfreds.

»Jeg havde et problem med nakkestøtten, der gjorde, at jeg ikke kunne holde hovedet helt oprejst. Det bliver løst til i morgen,« sagde danskeren, der overlod Haas-raceren til teamets nye testkører Pietro Fittipaldi ved 16-tiden.

»Men jeg nåede at få en god fornemmelse af bilen. Den opfører sig godt, og der er ingen kedelige overraskelser – det ser godt ud!« sagde Magnussen efter sine første omgange i den nye Haas VF19.

Man har primært koncentreret sig om at lære den nye bil at kende og gøre den pålidelig og er endnu ikke begyndt at justere bilen for at opnå gode omgangstider. Alligevel er det tydeligt, at både kørere og ingeniører er glade for VF19'eren og ser optimistisk på den kommende sæson.

Foto: Grand Prix Photo/Lise Nygaard
Vis mere

En sammenligning med 2018, hvor Haas startede året som feltets fjerdebedste team, giver også grund til optimisme. Sidste år havde Haas efter årets to første testdage gennemført i alt 91 omgange på Circuit Barcelona-Catalunya, og teamets bedste tid (sat af Kevin Magnussen) var 1.22.727.

Så tidligt på sæsonen er det antallet af omgange og ikke tiderne, der er vigtigst. I år  har Haas-kørerne Grosjean, Magnussen og Fittipaldi på to dage nået 137 omgange, og den bedste tid (igen sat af Magnussen) er 1.19.206.

»Fordi vi har kørt flere omgange, vil jeg sige, at det på nuværende tidspunkt ser bedre ud end sidste år ved samme tid,« siger Magnussen til B.T.

»Vi er ret tilfredse med 2019-sæsonen indtil nu!«

Nyt reglement hæmmer topfarten

En sammenligning af omgangstiderne er som nævnt ikke særligt relevant, og i alle tilfælde er reglementet ændret i forhold til sidste år. Frontvingen er blevet bredere, og bagvingen er blevet både bredere og højere. Det var ventet, at det nye reglement ville gøre bilerne langsommere, men Kevin Magnussen siger til B.T.:

»Generelt tror jeg, hele feltet rimeligt hurtigt kommer ned på samme omgangstider som sidste år - for så at køre endnu hurtigere sidst på sæsonen. Sådan er Formel 1! Men jeg tror, topfarten i hvert fald her i begyndelsen af sæsonen vil være lavere end sidste år – på grund af vindmodstanden fra den bredere forvinge og den nye bagvinge.«

Foto: Grand Prix Photo/Lise Nygaard
Vis mere

Ferrari fortsat hurtigst

Selvom der kun er kørt en fjerdedel af årets vintertests, og ingen for alvor er begyndt at køre efter omgangstider, er det tydeligt, at Ferrari er kommet rigtig godt fra start. Efter Sebastian Vettel mandag kørte 169 omgange (og været suverænt hurtigst), leverede den nye Ferrari-kører Charles Leclerc tirsdag 157 omgange (og dagens bedste tid).

Hvor irrelevante omgangstiderne er på dette tidspunkt, understreges af, at debutanten Lance Norris i McLaren-Renault) var næsthurtigst foran Kevin Magnussen med feltets øvrige rookies Alexander Albon (Toro Rosso-Honda) og Antonio Giovinazzi (Sauber-Ferrari) på de næste pladser.