Kevin Magnussen høster karakterer over middel efter søndagens Formel 1-grandprix. I den tunge ende bliver teamkammeraten Romain Grosjean slagtet.

Den danske Haas-kører slap nådigt igennem weekendens løb på Silverstone i England med en 9. plads, selvom det kunne og burde være blevet til mere.

Præstationen gav Kevin Magnussen karakteren 7 hos B.T., hvor begrundelsen blandt andet lød:

»Kevin Magnussen kæmpede heroisk, da han blev påkørt på første omgang af Romain Grosjean. Dommerne så intet ulovligt, men at køre ind i sin teamkammerat på den måde giver decideret minuspoint til Romain Grosjean. 00 til ham, hvis B.T. skulle give ham en bedømmelse...«

»Søndag var dog en skuffelse set i lyset af mulighederne fra start, selvom han blev nummer ni og blev sat tilbage i starten. Kevin Magnussen kunne ikke overhale Esteban Ocon og blev åbenbart decideret overrasket, da Fernando Alonso pludselig kørte forbi ham på sidste omgang

I udlandet lander Kevin Magnusen ligesom hos B.T. på en karakter over middel. For Romain Grosjean er det anderledes nedslående læsning.

Hos motorsportsmediet F1i.com får danskeren 7 ud af 10 for 9. pladsen:

»Kevin var stærk fra fredag morgen og frem til lørdag eftermiddag med 7. pladsen (kvalifikationen, red.). Men det blev lidt rodet for danskeren, da han og hans teamkammerat bankede sammen. Efter at have tabt positioner fortsatte K-Mag med at presse og kunne have haft et bedre resultat, hvis ikke det havde været for et ødelagt gulv i bilen.«

F1i.com giver Romain Grosjean 6 ud af 10.

Hos tyske Auto-Motor-und-Sport får Kevin Magnussen bedømmelsen 8 af 10, hvilket er en karakter langt over middel. Den kan danskeren være tilfreds med, mens teamkollega Romain Grosjean skraber bunden med 3/10.

Her lyder det, at danskeren kan være tilfreds med det samlede udbytte: »Startposition som nummer syv, slutplacering som nummer ni med en svært beskadiget bil. Hullet i bunden af bilen blev påført af holdkammeraten.«

Engelske Skysports giver Kevin Magnussen 7 ud af 10 med begrundelsen:

»Kevin Magnussens britiske GP kræver et større gennemsyn. Romain Grosjean sagde, at begge kørere var skyld i deres uheld på første omgang. Teamchef Günther Steiner gik videre og kaldte det ’uacceptabelt’. Magnussens race fortsatte med en ophedet kontrovers med Fernando Alonso,«

Romain Grosjean får 5 af Skysports.

Formel 1s officielle hjemmeside udråber man som altid weekendens vindere og tabere. Og her fremhæves Kevin Magnussens team blandt taberne.

»De har formået at fastholde deres konkurrencedygtighed indtil nu i sæsonen, og det er imponerende. Men de bliver nødt til at konvertere de her muligheder - hurtigt,« lyder det blandt andet om endnu en spildt chance for at score point i denne sæson.

Næste Formel 1-grandprix køres 22. juli i Tyskland.