Sølle fire omgange – det blev Kevin Magnussens udbytte af den tredje og sidste dag ved årets første vintertest.

Alligevel kalder danskeren Haas-teamets første vintertest-uge ’positiv’.

Efter frokost overtog Magnussen Haas-raceren fra teamkammerat Romain Grosjean, men han var kun lige kommet i gang med eftermiddagens program, da han røg af banen, ud gennem sandkassen og helt frem til barrieren.

Årsagen til afkørslen var en eksplosionsagtig punktering. På vej ud af Sving 7 forsvandt dæktrykket i højre baghjul pludselig.

Kevin Magnussen er tilbage på Circuit de Barcelona-Catalunye i næste uge, hvor han vil begynde at presse den nye Haas VF20.
Kevin Magnussen er tilbage på Circuit de Barcelona-Catalunye i næste uge, hvor han vil begynde at presse den nye Haas VF20. Foto: Lucas Nygaard/Grand Prix Photo
Vis mere

Efter en omfattende undersøgelse i Haas-garagen viste det sig, at punkteringen skyldtes en beskadiget fælg.

Turen gennem sandkassen beskadigede bilens bund, og så var dagen slut for Magnussen og co.

Torsdag ødelagde Grosjean nemlig også en bund med en afkørsel, der samtidig kostede en bagvinge.

Dermed var ’reservedelslageret’ udtømt, og Haas-bilen blev trukket ind i garagen.

Kevin Magnussens Haas-racer kom tilbage til pitten på en kranbil efter punkteringen og den efterfølgende afkørsel.
Kevin Magnussens Haas-racer kom tilbage til pitten på en kranbil efter punkteringen og den efterfølgende afkørsel. Foto: Lucas Nygaard/Grand Prix Photo
Vis mere

Mens konkurrenterne kørte masser af omgange i det strålende solskin, afventede Haas-teamet en ny bund, der først ankommer, inden anden og sidste vintertest indledes på onsdag.

»Alt i alt har det været en positiv uge,« siger Magnussen.

»De første toenhalv dag kørte bilen stabilt, og levede op til vores forventninger. Nu glæder jeg mig til næste uge, hvor vi begynder at køre efter omgangstider og presser bilen lidt mere.«

»De første to dage var gode,« bekræfter teamchef Guenther Steiner.

»Vi havde ingen problemer, og fik samlet en masse data. I dag var der ikke helt så positivt, men den slags sker.«

Mercedes´ Valtteri Bottas satte dagens hurtigste tid med 1m15.732s.

Der er blot 3/10 sekund langsommere end finnens pole position fra Spaniens Grand Prix sidste år.

At man allerede i den første vintertest kører så stærkt understreger, at banerekorderne står for fald, og at 2020-bilerne bliver de hurtigste i Formel 1-historien.