Kevin Magnussen kæmpede med næb og klør og sikrede sig point på kontoen søndag i Rusland.

Danskeren sluttede løbet som nummer otte, men grundet en straf på fem sekunder, som han modtog efter en hændelse undervejs i løbet, endte han som nummer ni.

Og straffen på de fem sekunder frustrerer også Kevin Magnussen.

»Jeg forstår ikke, hvad det går ud på. Det virker som om, der er nogen, der bare sidder og keder sig,« lød det blandt andet fra danskeren umiddeltbart efter løbet til TV3 Sport, som du kan se øverst i artiklen.

Kevin Magnussen.
Kevin Magnussen. Foto: MAXIM SHEMETOV
Vis mere

Danskerens straf kom efter, at han røg af banen under en duel mod Sergio Perez. Den tabte Kevin Magnussen, da han overbremsede raceren og derfor skulle køre en bestemt rute gennem nogle kegler for at komme tilbage på banen.

Men det gjorde Kevin Magnussen ikke. Hør selv hvorfor i interviewet øverst i artiklen.

Selvom danskeren ikke vandt noget ved at køre udenom keglerne, så blev han alligevel straffet med de fem sekunder.

Ikke desto mindre var der flere på trods af straffen gode ting at tage med fra løbet søndag i Rusland. Særligt den stærke start på løbet.

»Det var en af nøglerne til det her løb, en god første omgang. Og det fik jeg. Jeg havde et fint stint på det første dæk. Det blev en niendeplads, og sådan er det,« fortæller Kevin Magnussen.

Haas og den danske Formel 1-kører har haft en svær periode og været voldsomt udfordret af problemer med både dæk og andre dele af opsætningen på racerbilen.

Derfor glæder det også Kevin Magnussen at få lidt oprejsning.

»Det er dejligt at kunne gøre det godt igen, bare en lille smule. En ottendeplads var noget mere, end vi havde turde håbet på. Jeg synes, vi har været med. Vi har i hvert fald lignet nogen, der var med,« fortalte han efter løbet søndag.