Kevin Magnussen var langt efter sin teamkammerat under træningen til Japans Grand Prix.

Her sluttede danskeren som nummer 16 i feltet, mens Romain Grosjean kørte ind som nummer otte.

Dermed var der hverken en hurtig omgangstid eller en top 10-placering i fødselsdagsgave til Kevin Magnussen, som fyldte 26 år fredag.

Men danskeren kan dog hæfte sig ved, at farten er til stede i Haas-raceren, da Romain Grosjean var langt hurtigere og distancerede Kevin Magnussen med et halvt sekund.

Foto: MAXIM SHEMETOV
Vis mere

Hurtigst på Suzuka-banen var Lewis Hamilton, som viste forrygende form og satte alle de øvrige tophold på plads.

Briten ligner lige nu ikke en mand, der for alvor kan udfordres i kampen om VM-titlen, hvor Ferrari og Sebastian Vettel har smidt masser af point væk den seneste tid.

I fredagens tidligere første træning var billedet det samme. Mercedes og Lewis Hamilton var hurtigst med Ferrari halsende efter.

Hos Haas var Romain Grosjean også her markant hurtigere end Kevin Magnussen og placerede sig i top 10, mens danskeren kom ind som nummer 14.