På grund af aflysningen af Australiens Grand Prix har Kevin Magnussen fortsat sine første grandprix-kilometer i Haas-teamets nye VF20-model til gode.

Vintertesterne på Catalunya-banen afslørede, at Formel 1-generationen 2020 bliver den hurtigste nogensinde.

Bilerne er udviklet og forbedret i løbet af vinteren.

Især Kevin Magnussen er begejstret.

Kevin Magnussen fortæller B.T. om de lynhurtige 2020-biler.
Kevin Magnussen fortæller B.T. om de lynhurtige 2020-biler. Foto: Grand Prix Photo/Tina Nygaard
Vis mere

»Jeg ved ikke, om det er godt eller skidt, men det er fandeme en fed fornemmelse. Banerekorderne bliver smadret på alle baner,« siger Kevin Magnussen til B.T. og fortsætter:

»Man kan tydeligt mærke, at bilerne er blevet hurtigere. Det går bare stærkere, og der er flere sving, vi nu kan tage med fuld gas.«

»Sving 9 på Catalunya kunne jeg allerede på anden omgang i år tage med speederen i bund. Det lykkedes mig kun én gang i 2019, da vinden og alting stod helt rigtigt. Og i år var det så med halvfyldte tanke og ikke de blødeste dæk, hvorimod det i 2019 var det med næsten tomme tanke og bløde dæk. Det siger noget om, at bilerne i år bare har så meget mere vejgreb.«

De lynhurtige 2020-biler kræver dog også en ny kørestil, siger Kevin Magnussen:

Haas-teamet pakker ned efter det blev besluttet af aflyse Australiens Grand Prix.
Haas-teamet pakker ned efter det blev besluttet af aflyse Australiens Grand Prix. Foto: Grand Prix Photo/Tina Nygaard
Vis mere

»De hurtige sving kræver i dag noget andet end tidligere. Man styrer ikke rigtigt bilen længere, man drejer bare ind, og så under- eller overstyrer bilen,« siger Magnussen og fortæller, at bilerne har forandret sig meget i forhold til de gode gamle dage:

»Man kan ikke gøre særligt meget. Det er ikke som i de gode gamle dage, hvor man slap gassen, bremsede, gearede ned, styrede ind og så igen begyndte at give gas. Dengang 'kørte' man i højere grad bilen.«

»Nu kommer man op til svinget, drejer på rattet, og det er det.«

»Så det er helt klart noget andet end tidligere. Det føles mere som et fly end som en racerbil. Og som sagt: Jeg kan fandeme love dig for, at det er fedt.«