Kevin Magnussen glæder sig.

Ikke kun til at forlade Monaco, der aldrig blev dus med Haas-racerne – men også til om to uger, når der igen er Formel 1-tid.

For her bliver det med opdateringer på Haas-raceren.

»Jeg er glad for, at vi skal videre. Jeg kan næsten ikke vente med at komme til Canada. Og komme tilbage, hvor vi hører til – i kampen om VM-point!,« sagde Kevin Magnussen efter søndagens løb.

I Monaco sluttede han på en 13.-plads, og Haas var langt fra at leve op til ’best of the rest’-titlen fra først på sæsonen. Det samme gjaldt for holdkammeraten Romain Grosjean.

Nu skal de nye dele blandt andet lave om på det.

»Der kommer helt nye dele på bilen – altså ikke dele, der er reparerede. Og de er stærkere, så de ikke går i stykker. Jeg håber også, at selve designet gør bilen hurtigere,« sagde Kevin Magnussen om den kommende update.

Det skulle blandt andet drejer sig et nyt gulv, nye bargeboards (areodynamisk del på siden) og ny t-tray (en del af bunden).

Kevin Magnussen kan se frem til gode nyheder i Canada.
Kevin Magnussen kan se frem til gode nyheder i Canada. Foto: BENOIT TESSIER
Vis mere

Efter lørdagens kvalifikation fortalte, at man hos Haas ikke var ’på sporet af’, hvad der var galt, men søndag lød det, at ’man har en idé om det’. Uden at komme nærmere ind på det.

»Det er det, der er ved motorsport: Når der kommer en dårlig spiral, er der det med, at flere ting begynder at gå skævt. Løbet kunne jeg ikke have fået meget mere ud af,« sagde Kevin Magnussen.

Canadas Grand Prix køres 10. juni.