Én særlig situation fik lidt af et efterspil i Spaniens Grand Prix.

Under løbet i Barcelona kom Kevin Magnussen og Romain Grosjean i nærkontakt, og det var blandt andet med til at sikre Magnussen en fornem plads som nummer syv i løbet.

Omvendt kostede det Romain Grosjean en række placeringer, og franskmanden sluttede som nummer 10. SE DEN OMTALTE SITUATION HER

Og netop den situation skabte lidt presset stemning omkring Haas kort efter løbet, og dét blev Kevin Magnussen spurgt ind til.

»Grosjean kæmpede med at få varme i dækkene til re-starten, og jeg vidste godt, det ville blive svært at holde temperaturen. Så jeg kæmpede alt, hvad jeg kunne for at holde temperaturen i dem, og jeg kunne mærke, jeg havde greb, og de andre skøjtede lidt rundt til re-starten,« fortalte Magnussen til TV3 Sport efter løbet. SE INTERVIEWET I TOPPEN AF ARTIKLEN

»Men Romain (Grosjean, red.) holder på, og han gav sig ikke ligefrem. Så vi havde desværre kontakt, og det er noget, der ikke må ske, men det skete.«

»Heldigvis ingen skade, og vi sluttede begge to i pointene. En kaotisk slutning,« fortalte Magnussen yderligere omkring sammenstødet med Romain Grosjean.

Kort efter det ternede flag fik Kevin Magnussen en radiomelding af teammanager Günther Steiner, der gav ordre til, at danskeren skulle henvende sig direkte til ham, når han var tilbage i pitten efter løbet.

»Det kræver, at vi lige får snakket om denne her situation, for den var lige hård nok. Det skal vi have snakket om,« sagde Magnussen til TV3 Sport, da han blev spurgt ind til netop den melding, han fik over radioen fra Günther Steiner efter løbet.

Det var Lewis Hamilton, der løb med sejren. Holdkammeraten Valtteri sluttede som nummer to, alt imens Max Verstappen fra Red Bull også kom på podiet.