Haas-teamet og specielt Kevin Magnussen har været 2018-sæsonens hidtil mest positive overraskelse i Formel 1. Efter tre løb har danskeren allerede 11 point – imponerende i forhold til, at han scorede 19 point i hele 2017. Ikke mindst fordi en mekaniker-fejl under pit-stoppet i 2018-premieren i Australien kostede ham yderligere 12 point.

Spørgsmålet inden årets fjerde grandprix på gadebanen i Azerbaijans hovedstad Baku er nu, om han og Haas-teamet kan holde det høje niveau i resten af sæsonen.

»Det bliver helt sikkert ikke nemt,« siger Magnussen.

»Jeg er tilfreds med min egen præstation indtil videre. Vi er startet ud med en god bil, fordi vi har arbejdet effektivt hen over vinteren. Men det har ikke været en perfekt start, og resultaterne kan blive endnu bedre, hvis vi undgår fejl og kommer helskindede gennem løbene.«

»Det er svært at sige, om vi kan holde vores nuværende position hele året – det vil afhænge af hvad de andre teams kommer op med; specielt Renault og McLaren. Jeg håber, vi kan holde trit med to så store teams, men det bliver som sagt ikke nemt.«

Kevin Magnussen tillægger Haas´ 2018-model VF18 hovedparten af æren for de gode resultater.

»Sidste år var vi ikke særligt stabile, men på det område har vi forbedret os i år. Og det er nemmere at arbejde med vores nye bil – man kan justere den til min kørestil: Jeg foretrækker, at bilen har en stabil bagende – en bagende, jeg kan stole på. Så bliver den bare lettere at køre,« siger han.

»Jeg har det meget sjovere, end jeg har haft det før. Det er fedt at være med det samme team som sidste år – at kunne bygge et ordentlig forhold op. At finde sig til rette og bruge den erfaring, man har fået sammen. Det tager tid for et team at lære, hvad køreren efterspørger i bilen – men den forståelse er nu blevet rigtig god her hos Haas. Bilen var svær at køre sidste år, og selvom den ikke er perfekt i år, har den taget et skridt i den rigtige retning. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg finder mig godt tilpas i bilen, fordi jeg har været med i udviklingen.«

For 14 dage siden scorede han et VM-point i Kina efter et løb, hvor en safetycar-periode ødelagde Haas-teamets strategi.

»Det er den store forskel fra sidste år - at vi stadig kan score point, selvom der er en masse, der går os imod. Det viser, at vi har taget et skridt fremad,« forklarer han.

Trods den stærke sæsonstart ser Kevin Magnussen realistisk på sine chancer i resten af 2018.

»Målet er at holde et stabilt niveau gennem hele sæsonen, men der vil også komme dårlige løb. Det må vi bare tage i strakt arm,« siger han.