Da bilen blev klippet midt over, og flammerne stod frem i luften, frygtede alle det værste.

Ville Kevin Magnussens holdkammerat Romain Grosjean overleve?

Billederne var mere end barske, da franskmanden kørte galt under Bahrains Grand Prix, og hændelsen berører også Kevin Magnussen dybt.

»Det var voldsomt ubehageligt. Jeg har aldrig før fået det ind på livet på denne her måde. Det var voldsomt, det synes jeg,« sagde den danske Haas-kører til TV3+. Du kan se klippet øverst i artiklen.

Det så voldsomt ud, da Grosjean kørte galt.
Det så voldsomt ud, da Grosjean kørte galt. Foto: Bryn Lennon / Pool
Vis mere

»Jeg fik en rigtig sløj fornemmelse i maven.«

Kevin Magnussen fik selv meldingen over radioen, da uheldet skete bag ham.

Men da han så de høje stikflammer og den sorte røg, blev han ikke tryg. Effekten var den stikmodsatte.

»Det lignede ikke noget, der var muligt at overleve. Det bliver ikke meget værre end det,« sagde Kevin Magnussen, som også fik fortalt, at Grosjean nåede ud af bilen af sit team.

Romain Grosjeans bil blev smadret fuldstændig, da han kørte galt i Bahrain.
Romain Grosjeans bil blev smadret fuldstændig, da han kørte galt i Bahrain. Foto: TOLGA BOZOGLU / POOL
Vis mere

»Men jeg troede nærmest ikke på det. Jeg kunne se, hvor store flammerne var, og jeg ved, at bilen skal eksplodere, før at det kan ske. Det er næsten umuligt. Du skal have et voldsomt stort uheld, og hvis det er så stort, så overlever du typisk ikke. Men det gjorde han.«

I 2018 blev den omdiskuterede Halo-sikkerhedsbøjle indført, selvom flere kørere var imod den.

Men søndag var der formentlig ingen, der var det. I hvert fald ikke Kevin Magnussen.

»Halo reddede hans liv fuldstændig. Uden den havde han ikke haft en jordisk chance. Jeg havde min holdning til den i starten, men nu er jeg glad for, at Halo blev til noget,« påpegede Kevin Magnussen.

»Det var et fuldstændig vanvittigt crash, og jeg håber, at han er okay.«

I løbet af aftenen gav Haas en update på Romain Grosjeans tilstand efter den voldsomme kollision.

Det viser sig, at franskmanden overnatter på hospitalet for at få behandlet nogle forbrændinger på hænderne. Til gengæld viser røntgenbillederne ingen brud.