Formel 1-organisationen afvikler i weekenden et virtuelt Bahrain Grand Prix, men det bliver uden dansk deltagelse.

Haas F1 Team fortæller til B.T., at hverken Kevin Magnussen eller Romain Grosjean stiller op i Formel 1´s nye ’Virtual Grand Prix Series’.

Det nye mesterskab bliver i de kommende uger afviklet i stedet for de grandprixer, der er blevet aflyst i Bahrain, Vietnam, Korea, Holland, Spanien og Monaco.

'Serien er skabt for at give fans mulighed for at se virtuelle Formel 1-løb på trods af Covid-19 situationen,' hedder det i en udtalelse fra Formel 1-organisationen.

Weekendens virtuelle Bahrain Grand Prix køres over den halve distance af den, der var planlagt til det rigtige løb på Sakhir-banen. Det vil sige i alt 28 omgange, der søndag aften vil blive vist på Formel 1´s officielle YouTube-kanal.

På grund af smittefaren deltager kørerne fra deres respektive hjem.

Alle kørerne i 2020-feltet er inviteret til at stille op, men Kevin Magnussen siger til B.T.:

»Jeg har ikke udstyret og kommer derfor ikke med.«