Inden årets næstsidste grandprix i Sao Paulo, Brasilien, ligger Kevin Magnussen på niendepladsen i Formel 1-VM - 16 point efter Nico Hülkenberg (Renault) på syvendepladsen.

Tyskeren indtager dermed føringen i det uofficielle B-VM, der længe har været Magnussens mål for 2018.

»Teoretisk er det stadig muligt at indhente Nico Hülkenberg, men jeg ved ikke, om det stadig er realistisk,« siger Magnussen til B.T. i Sao Paulo.

»Chancerne er blevet dårligere, for der er nu kun to løb tilbage, og han har haft et par gode løb på det sidste. Samtidig har jeg ikke haft så meget held i sprøjten på det seneste.«

Vis mere

I konstruktør-VM ligger Haas på femtepladsen med hele 30 point op til Renault.

»Medmindre vi får et par rigtig gode weekender her i Brasilien og i Abu Dhabi om 14 dage, slutter vi sandsynligvis på femtepladsen i konstruktør-VM,« slår Magnussen fast.

Selvom alle team længe har haft fuld fokus på 2019-modellerne, virker det, som om Haas' nærmeste konkurrenter har 'udviklet' sig forbi Magnussens team i løbet af efteråret.

»Det er svært at sige, om Renault bare har haft et par gode weekender – eller om vi rent faktisk er røget bagud i udviklings-racet,« siger Magnussen.

Vis mere

»Men det virker, som om flere af de andre team – Renault, Sauber og Force India –  her sidst på sæsonen er kommet tættere på os. Og måske endda nu er foran os.«

Er det et udtryk for, at Haas stadig er et relativt lille team?

»Det er et udtryk for, at det er svært for os at gå videre til bilen for næste sæson og samtidig forbedre den bil, vi kører med i år. Selvom man ikke udvikler i vindtunnelen, kan man jo stadig godt forbedre sin 'pakke'. Men det virker til, at når vi skifter fokus til næste års model, 'efterlader' vi i en vis grad den nuværende bil.«

I det seneste grandprix i Mexico for 14 dage siden havde Haas-kørerne store problemer med dækkene, men Magnussen håber, det går bedre i Brasilien.

»Vi havde det skidt med dækkene i Mexico, og derfor blev det en weekend til glemmebogen. Men vi skal lære af det,« siger han.

Se også